Agnes Slott-Møller og Marie Krøyer i stuen i Skagen.

P. S. Krøyer

Titel: Agnes Slott-Møller og Marie Krøyer i stuen i Skagen
Datering: 1898
Teknik: Blyant på papir
Format: 25,5×32 cm.
Lokalitet: Skagen
Personer: Agnes Slott-Møller og Marie Krøyer
Note:

Motivet kendes også fra et foto fra Krøyers private fotoalbum (fotoill. i “P.S. Krøyers fotografier”, udstillingskatalog, Den Hirschsprungske Samling 1990, s. 116). Som mange andre af tidens kunstnere tog Peder Severin Krøyer selv mange fotografier og brugte dem blandt andet som hjælp i forbindelse med forberedelsen til mange af hans mest kendte værker – herunder blandt andet ”Sommeraften ved Skagens strand. Kunstneren og hans hustru” (Sommeraften ved stranden ved Skagen. Kunstneren og hans hustru) fra 1899 (Den Hirschsprungske Samling).

På både foto og tegning ses kunstnerne Agnes Slott-Møller (1862–1937) og Marie Krøyer (1867–1940) i samtale siddende i Marie og Peder Severin Krøyers stue i deres hjem i Skagen. De sidder i den karakteristiske tremmesofa, som er designet af Marie Krøyer, hvis velkendte møbler bestående af en sofa, to stole, en skammel og et bord prydede stuen. Kvindernes positur er den samme på tegningen og billedet, men beskæringen er lidt anderledes. Tegningen viser de to kvinder i fuld figur, billedet viser kun overkroppen. På tegningen er der således også plads til bordet, designet af Marie. Dametøjet er moderne og tidstypisk, og både tegning og foto viser Agnes Slott-Møllers karakteristiske broche med motiv af en svane.

Agnes og Marie var livslange venner. De lærte hinanden at kende i 1885, inden de hver især blev gift, og det meget tætte og fortrolige venskab varede indtil Agnes Slott-Møllers død i 1937. Store dele af deres korrespondance er kendt, bl.a. fra publikationen “Agnes og Marie. Breve mellem Agnes Slott-Møller og Marie Krøyer 1885–1937”, red. Lise Svanholm, 1991.