Marie triepcke krøyer alfvén- et udsagn i bevægelse : en komparativ udstillingsanalyse af hvilke feministiske forståelser og hvilke offentligheder Marie Krøyer-udstillingerne producerer
Specialer fra Københavns Universitet 2024
Af Ulla Dyrborg. Cand.mag. kunsthistorie; cand. comm.; MD og MCC.
Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. 224 sider – Dansk.
Om Ulla Dyrborg
Jeg interesserer mig for kunst, design, arkitektur, vidensformidling og kommunikation.
Når jeg møder billedkunst og performance, kan der pludselig være værker, som giver mig den der følelse i kroppen af indre gåsehud, rislende tilfredshed, boblende fornøjelse eller dyb og rolig resonans.
Det er ikke sådan, at jeg har én kunstner eller én periode, jeg er optaget af. Skal jeg forsøge at indkredse, hvad der kan udløse oplevelsen af noget helt igennem tilfredsstillende, nysgerrighedsvækkende eller opløftende, så er det sanselige og taktile i form af farve og materialitet en vigtig komponent, mens en mere intellektuel tilfredsstillelse kan opstå ved det rebelske, fanden-i-voldske, overdrevne, absurde og unheimlich.
Jeg er i 2025 blevet kandidat i kunsthistorie fra KU, og har siden 2023 været tilknyttet HEIRLOOM center for art and archives. Tidligere har jeg arbejdet som formidlings- og kommunikationschef, projektleder og konsulent, hvor jeg især har beskæftiget mig forskningsformidling, redigering, kommunikation, forandringsledelse, visuel identitet (Institut for Menneskerettigheder og SFI); projektledelse og visuel, grafisk kommunikation og design.
Intro
12019 så jeg SMK’s Sonja Ferlov Mancoba-udstilling. De spændstige og finurlige skulpturer befolkede rummet og stod frit på uprætentiøse plinter af krydsfiner. Ved et tilfælde kom jeg på Centre Pompidou samme sommer, som havde overtaget udstillingen. Udstillingen var reduceret og fremstod klemt i stemningsløse white cube rum, hovedparten af værkerne var placeret i montrer tæt op ad vægge, så den taktile oplevelse af materialitet og rumlighed blev stærkt reduceret. Jeg blev nysgerrig på at undersøge, hvad der sker med en udstillings udsagn, når den rejser, ophænges/opstilles og sættes ind i andre omgivelser. Jeg er i det hele taget optaget af, hvordan en udstillings udsagn materialiserer sig i rum.
Udstillingen Marie Krøyer kom belejligt i den periode, hvor jeg begyndte at tænke på at skrive speciale. Den var på Skagens Kunstmuseer [SK] 5.5-03.09.23; på Den Hirschsprungske Samling DHS] 22.09.23-18.02.24 og er på Prins Eugens Waldemarsudde [PEW] 09.03-25.08.24. Marie Krøyer (1867-1940) har malet og arbejdet med design og indretning, men har især været kendt fra sin tid i kunstnerkolonien i Skagen og som hustru og muse for P.S. Krøyer. Jeg kendte ikke meget til hende på forhånd, men har været optaget af de senere års mange udstillinger med kvindelige kunstnere fra perioder, hvor kvinder krævede deres ret og udtrykte køn på ny måder.”
Mange af de kvindelige kunstnere udtrykker andre erfaringer, sansninger og et andet motiv og farvevalg end deres samtidige mandlige kolleger. Det er forfriskende med et andet blik end kanoniserede mænds store formater, vidtstrakte landskaber, marine-malerier, historiske scener, etc. Som kunsthistoriker Griselda Pollock (UK) peger på: “Det at se kvinder, der er kunstnere, indebærer at se sammen med dem”.
Jeg har valgt ikke at bruge navnet Marie Krøyer som betegnelse for kunstneren gennem hele hendes liv. Jeg bruger forkortelserne MT – Maria Triepcke fra 1867-1889;
MK – Marie Krøyer 1889-1905; MA – Maria Alfvén 1905-1940; og kombinationer over tid fx MT/K eller MK/A. Jeg argumenterer for dette valg i diskussionen af udstillingens titel.