Marie Krøyer-udstillingen er historien om en kunstner, der kunne meget mere end at stå model
Af Lisbeth Bonde. Kristeligt dagblad
Kan man egentlig presse mere indhold ud af Skagenskolonien? Det tænker jeg på vej ind i denne udstilling. Der er åbenbart ingen ende på den populære kunstnergruppering fra toppen af Danmark. Et utal af udstillinger med de populære malere har igennem 100 år set dagens lys, og for tiden kan man også opleve en udstilling med Krøyer-parrets venner, malerne Anna og Michael Ancher, på Ordrupgaards Malerisamling. Denne aktuelle udstilling med Marie Krøyer (1867-1940) fortæller imidlertid en ny historie om den mest feterede kvindelige kunstner i sin tid, hvis værk er langt mindre kendt end hendes myteomspundne liv. Så svaret er: ja.
Da jeg vender hjem fra min rundgang på den Hirschsprungske Samling i København, tjekker jeg lige, hvad der står om Marie Krøyer i bind fire i ”Ny Dansk Kunsthistorie” fra 1994. Her optræder hun med én enkelt undtagelse kun som model for sin gemal. Derimod er der et stort antal henvisninger til veninden Anna Anchers værker. Denne tabte ikke sit projekt på gulvet, da hun blev gift med den 10 år ældre Michael Ancher. Hun var både meget synlig og anerkendt i sin samtid. For Marie Krøyer gik det anderledes, selvom det blev sagt, at hun var ”mere end almindelig talentfuld”, hvilket man kunne læse i dagbladet Politiken i 1889, da forlovelsen med P.S. Krøyer blev annonceret.
I 2021 erhvervede Den Hirschsprungske Samling, der i disse år meget prisværdigt forsøger at udfylde de mange huller i kunsthistorien efter de forsvundne kvindelige kunstnere i 1800-tallet, et vigtigt værk af Bertha Wegmann (1847-1926): Et sødmefyldt portræt af en dårende dejlig, purung Marie Triepcke – Marie Krøyers pigenavn. Hun er skildret som en blomst, lige før den springer ud, omgivet af frodigt bladløv i en robåd i Tivoli. Hun var på det tidspunkt Wegmanns 18-årige elev og dermed en ung kunstner.
Marie Krøyers voksne liv er velkendt, også fra flere spillefilm. Det er opdelt i to dele. Først ægteskabet med den 16 år ældre bipolare P.S. Krøyer (1851-1909), med hvem hun fik datteren Vibeke i 1895. Dernæst ægteskabet med den svenske komponist Hugo Alfvén (1872-1960). De forelskede sig i hinanden, mens hun endnu var gift med P.S. Krøyer, som hun blev skilt fra i 1906. Det svensk-danske par giftede sig i 1912, men havde fået datteren Margita Alfvén allerede i 1905. Som det er almindeligt kendt, holdt ægteskabet med Hugo Alfvén ikke livet ud. De blev skilt i 1936.
Tyske forældre
Men hvordan var Marie Krøyers kunstneriske udvikling? Hun udviste tidligt talent. Hendes tyske forældre var flyttet fra Berlin til København, da faderen var blevet ansat som teknisk direktør i Rubens – en stor tekstilfabrik på Frederiksberg ved København. Han havde selv en kreativ åre og støttede datteren, da hun ville tage en kunstnerisk uddannelse, hvilket var vanskeligt på det tidspunkt, hvor Kunstakademierne endnu var lukket land for kvinder.
I stedet begynder Marie Krøyer i 1883 på Thomsens kunstskole, efterfulgt af omtalte Bertha Wegmanns Tegne- og Malerskole, som hun frekventerede to vintre fra 1883-84 og 1884-85.
I 1888 debuterede hun på Charlottenborgs Forårsudstilling og modtog et kunstnerlegat på 300 kroner, og i 1889 tog hun til Paris for at modtage undervisning af blandt andre Puvis de Chavannes (1824-98), der var kendt for sit dekorative monumentalmaleri. I Paris mødte hun P.S. Krøyer, som i første omgang havde afvist hende og hendes kvindelige kolleger, da de forsøgte at komme ind på Kunstnernes Frie Studieskoler med begrundelsen, at han ikke ønskede kvindelige elever på skolen. Og nu forelskede de to kunstnere sig så i hinanden og blev gift i 1889.
Fra da af lagde hun stort set penslen fra sig. Da parret indrettede sig i en nybygget villa på Østerbro i København, havde hun ikke noget ønske om et atelier, blot et arbejdsværelse med plads til hendes væv. Nu kastede hun sig helhjertet over designkunsten og skabte tekstiler og møbler. Hun fik mange opgaver, inklusive dem til parrets egne boliger i Skagen og København. Her hentede hun inspiration i den britiske Arts & Crafts-stil og i den svenske Hemslöjdsbevægelse, der dyrkede almuekulturens stil og bondekulturens håndværkstraditioner, især da hun senere indrettede Alfvéngården i Dalarne, som hun kaldt for sit sidste barn.
Den Hirschsprungske Samling er et velvalgt sted at vise Marie Krøyer. Dels var hun som ung en god bekendt af mæcenerne i familien Hirschsprung, og i marts 1888 blev hun forlovet med sønnen Robert Hirschsprung. Men i juni samme år brød hun forlovelsen med den unge rigmand, der ellers var et godt parti, og som gerne selv ville være kunstmæcen og -connaisseur ligesom sin far. Det brev, hun sendte til ham, viser hendes styrke og selvbevidsthed som kunstner. Hun begrunder ophævelsen af forlovelsen med, at han ikke ville kunne sætte hende fri som kunstner.
”Din grænseløse jalousi vil tage livet af mig”, og ”du vil støbe mig om efter dit hoved”, skriver hun. “Du vil danne mig efter dit sind”. Marie var en frigjort kvinde, der blandt andet havde lyttet til Georg Brandes’ frisindede foredrag på Københavns Universitet.
Det første værk i udstillingen er Maries eneste selvportræt. Det er malet i lettere grønne nuancer. Det impressionistisk inspirerede maleri fra 1889, som hun beholdt livet igennem, er skitseagtigt udført med en let og stofrig og sikker pensel-”skrift” uden detaljer.
Hendes brune hår er sat løst op, og venstre del af ansigtet henligger i skygge. Læberne er fyldige, og hendes blå blik virker lidt fjernt – hun kigger på én gang kontemplativt eller eftertænksomt indad og møder ikke vores blikke, det vil sige, hun kigger ind i det spejl, som hun nødvendigvis må bruge for at skildre sig selv. Hun bærer en koralrød halskæde, der danner kontrast til den grønne kjole. Det er et fremragende og meget moderne maleri, men samtidig et lidt ubestemmeligt selvportræt, der viser kunstnerens måske lidt ambivalente eller undersøgende blik på sig selv i tråd med flere af periodens øvrige selvportrætter af for eksempel Julius Poulsen (1860-1940) og Vilhelm Hammershøi (1864-1916), der i parentes bemærket havde været en af hendes mange bejlere.
P.S. Krøyers begærende blik
Portrættet er flankeret af en række ikoniske værker af P.S. Krøyer, der fanger hende med et begærende og beundrende mandligt blik. Det er intime malerier, hvor vi oplever Marie, der maler eller får et kig ind i parrets soveværelse, hvor Maries lette nattebeklædning med flæser glider i ét med rummets sarte pastelfarver, der danner en dæmpet og douce kontrast til det blodrøde tæppe på sengen bag hende.
Hun holder et spejl oppe og sætter sit hår. Kunstneren smugkigger gennem en halvt åben dør, tilsyneladende ubemærket af modellen. Eller vi ser hende sidde med et drømmende blik på en terrasse i den syditalienske by Ravello. Parret rejste meget. De var kosmopolitter, og P.S. Krøyer havde et stort internationalt netværk. Marie labbede indtrykkene fra det inspirerende miljø i sig og blev selv en vigtig ”spiller” blandt sine danske og internationale kolleger.
Udstillingens ærinde er at omstøde den opfattelse, at Marie Krøyer var en middelmådig kunstner, som holdt helt op med at skabe, da hun blev gift første gang. Tværtimod oplever vi, at hun kanaliserede sine kreative evner over i kunsthåndværk, som udstillingen viser et rigt udvalg af. Fra hendes mange, uhyre delikate, håndbroderede tekstildesigns, mønstre og blomsterranker over en større produktion af enkle møbler, der – synes jeg – virker meget moderne med henblik på at skabe nogle formstrenge, enkle og luftige interiører, der lagde markant afstand til tidens klunkestil.
Personligt er jeg imidlertid også imponeret over hendes værker på væggene i salen med de tidlige modelarbejder, hvor hun viser sig som en mesterlig seer, såvel når det gælder nøgenportrætterne i helfigur, som når det drejer sig om de mere intime portrætter af ældre kvinder, hvor hun annammer deres personlighed og fanger deres ”sjæl”, hvad enten hun tegner med kul på papir eller benytter olie på lærred.
I en anden sal ser vi yderligere de mange, små og mindre oliemalerier, der spænder fra et svævende luftigt strandmotiv fra Løkken (1887) over et landskab fra Gederød (1885) til hendes smukke og næsten abstrakte eksteriørmotiver såsom ”En solbeskinnet pergola fra Ravello” (1890), hvor sollyset og de violette skygger skaber en sfærisk stemning.
Af Lisbeth Bonde. Kristeligt dagblad
