Kunsten i Marie Krøyers liv

“Kunsten i Marie Krøyers liv” af Anastassia Arnold. 164 sider.
ISBN 978-87-00-69736-2
Udgivet: 02-05-2012

Ill. (nogle i farver) – Om både kvinden og maleren Marie Krøyers (1867-1940) historie, med 60 hidtil ukendte oliemalerier, pasteller og tegninger af kunstneren

Forlaget skriver: Marie Krøyers kunst var i mange år overset, og de værker hun efterlod sig er spredt for alle vinde. I denne rigt illustrerede bog kan man se Marie Krøyers kunstværker: malerier, akvareller og tegninger, samt eksempler på Marie Krøyers møbeldesign og suveræne indretningstalent.

Kunsten i Marie Krøyers liv

Læser anmeldelse

Fra Erland Nielsen. (Fra www.saxo.com)

“Kære læser, I efteråret købte jeg gennem én af Gyldendals Bogklubber Tonni Arnolds bog Kunsten i Marie Krøyers liv. Det udviklede sig til noget af et mareridt. Ikke på grund af Marie Krøyer Alfvéns liv (forløbet kendte jeg i forvejen), men fordi jeg ikke troede, at en bog af så ringe kvalitet kunne udkomme på et ellers særdeles seriøst dansk forlag.

Det viste sig imidlertid, at det i sin tid ikke var Gyldendal, der havde udgivet det pågældende værk, men Lindhardt & Ringhof, som – så vidt jeg ved – også er et velrenommeret forlag. Det fik jeg pr. e-mail oplyst af forlagsdirektør Johannes Riis mindre end 24 timer efter, at jeg (ligeledes pr. e-mail) havde sendt listen med fejl til Gyldendal.

Jeg sendte derefter listen til Lindhardt og Ringhof, som må have haft temmelig travlt med andre ting på det tidspunkt, for der gik en lille uge, uden at jeg hørte fra dem. End ikke en bekræftelse på modtagelsen af min e-mail havde de haft mulighed for at afse tid til. Så mistede jeg tålmodigheden, skrev en ny e-mail til forlaget, hvor jeg skruede bissen på for at aftvinge dem et svar. Det hjalp.

Forlagets svar lød som følge.

Kære Erland Nielsen, Mange tak for din påpegning af en række fejl i Tonni Arnolds Kunsten i Marie Krøyers liv. Vi har med beklagelse taget fejlene til efterretning, og de vil blive korrigeret i et eventuelt nyt oplag. Din henvendelses intimiderende tone vil vi i denne forbindelse undlade at kommentere.

Med venlig hilsen Lindhardt og Ringhof A/S

Michael Bach-Marklund Direktør

Så vidt, så godt – eller dårligt om du vil. Jeg skal indledningsvist gøre opmærksom på, at dette ikke er en almindelig boganmeldelse, men en slags varedeklaration. Læs deklarationen igennem og træf derefter dit valg med hensyn til at købe det pågældende produkt. Og lad mig så komme til sagen.

Nedenfor følger en beskrivelse af de ting i teksten, som faldt mig brystet i forbindelse med gennemlæsningen. Listen omfatter formodentlig ikke alle de fejl, som teksten indeholder, men jeg tror, at jeg har fået fat i de fleste lapsus. Citater fra bogen er anført i kursiv, eventuelle forslag til rettelser er angivet i anførselstegn. Synderregisteret

På side 18 forekommer der nogle gibsfødder. Jeg formoder, at det er fødder af gips, der er tale om. I forne tider var stavemåden gibs anerkendt, men i dag er den forkert. Nederst på samme side skulle der i øverste oppe nok have været luget et e ud, og når nu lugejernet var fremme, kunne man lige så godt fjerne det sidste n i Kunstner i udtrykket Akademiet for de skiønne Kunstner.

På side 20 mangler der et r i tone (et utal af gyldne tone). Kommateringen i sætningen, der starter Det bliver en yndet opdeling hos hende, at indramme… er mildest talt besynderlig. Jf. min kommentar til kommasætningen i bogen nedenfor i forbindelse med omtalen af side 126.

På side 21 øverst findes udtrykket den grønne stiklingen. Den slags burde stavekontrollen have reageret på.

I øverste linie på side 29 er der angivet et anførselstegn, som vist skulle have været en apostrof (efter Georg Brandes).

På side 31 mangler der vist et t i billede i sætningen, der slutter hvor en bakkekam går tværs gennem billede. I den efterfølgende sætning skulle ad have været erstattet af ”af”: Udtrykket ved siden ad burde ikke forekomme i fristile efter 3.-4. klasse. Det der med præpositionerne har forfatteren da vist lidt svært ved, for udtrykket Til venstre side af gårdspladsen… er da ikke helt almindeligt dansk. Havde forfatteren haft et overskydende s i sin computer, da hun skrev bogen, kunne hun med fordel have anbragt det efter Maries navn i sætningen Marie landskabsbilleder fra sommeren…

Og når jeg nu er i gang med manglende bogstaver, vil jeg lige gøre opmærksom på et manglende e i den næste sætning: De er mere impressionistisk…

På side 38 står der at læse Reaktionerne spandt fra begejstring… Nej, de ”spændte”. Reaktioner kan – så vidt jeg ved – ikke spinde.

Den fejlagtigt anbragte apostrof i atelier’ets på side 40 kommer jeg ind på nedenfor i forbindelse med min kommentar til et lignende tilfælde på side 109. På samme side er der tale om en besynderlig kommatering i sætningen, der indledes Hvorvidt, der var tale om…

På side 42 mangler der et s i Kun petroleumslampen skær…

På side 43 står der Et fra side… Der skulle formodentlig have været et n til sidst.

På side 53 er den igen gal med endelserne: I Man fornemmer hvordan ryggen, som person vender væk… burde der have stået ”personen”, og i øvrigt skulle der også have været sat komma efter fornemmer. Nederst på siden fortsætter vrøvlet: …men væk er det ærbart sænket blik. Et ærbart sænket blik, det ærbart sænkede blik. Non tertium datur i denne forbindelse.

På side 60 er brugen af ordet forklæde noget speciel i sætningen …eller med en veninde som forklæde. Hvis der er tale om det klæde, som betegnelsen sædvanligvis dækker, kan det give anledning til formodentlig utilsigtede associationer: Marie skulle bruge veninden til at sørge for, at hun ikke selv blev tilsmudset, når hun gjorde det beskidte arbejde. Mere på samme side: Der er, som om det slet ikke falder dem ind, at… Nej, der skulle have stået ”Det er…”. På to af billederne er beskæringen af motivet og beskuerens vinklen noget nær den samme: Der skulle jo nok have stået ”beskuerens vinkel”.

På side 63 fortsætter den besynderlige kommatering: Hvad, der er endnu mere forbløffende, er,… Kommaet efter Hvad skulle have været strøget. Samtidig som på samme side hedder vist på normalt dansk ”samtidig med”.

På side 66 står der deres hændernes flittige bevægelse. Det er da vist dansk på l. klasses niveau. Rummet er spartansk på nær, at… i den næste sætning kunne også tyde på, at forfatteren måske ikke har helt godt greb om det danske: ”bortset fra” ville de fleste formodentlig have anvendt. Kommaet foran at skulle sandsynligvis også have været anbragt foran på. Jeg måtte i hvert fald starte forfra på sætningen ved første gennemlæsning, fordi jeg ikke umiddelbart kunne finde meningen med udsagnet på grund af kommasætningen.

Side 68: Et budskab forsøgte hun at indprente i Marie. På dansk hedder det ”at indprente nogen noget”. Noget kan være ”indprentet i hukommelsen”, så det er måske herfra i’et kommer, men i’et er altså forkert i denne sammenhæng.

På side 71 skulle opbygning i forbindelse med Sacre Cœur kirken formodentlig have været erstattet med ”opførelse”. Rue l’arc de triomphe hedder (og staves) i Frankrig ”Rue de l’Arc de Triomphe”.

På side 72 bliver Krøyer ved synet af Marie ramt af lynet og forelsket til op over begge øre. Hvis han kun havde to øre, ville det kunne forklare, at han måtte stå uden for vinduet og kigge ind til selskabet i Café de la Régence.

På side 73 mangler der et e i heller i sætningen Så heller Marie,… Til gengæld er der et i for meget i sætningen I lighed med i Danmark…, så det kan jo så gå lige op.

Og på side 75 kan jeg læse ,men ved at placeret ham…, men jeg kunne vel heller ikke have forventet andet. Der var ingen tvivl om, de to var dybt forelsket står der på side 82. De var formodentlig ”dybt forelskede”. …det københavnske borgerskabet… på side 85 kan vel ikke undre.

På side 92 har der sneget sig en ekstra præposition ind i sætningen Målet er ikke af at være… Mun skal holde sine præpositioner i kort snor. Ellers sker der hurtigt ting og sager, som mun ikke er frue over. Hvis det overflødige af var blevet transformeret til et ”at” i sætningen Måske har hun haft mere brug for bekendtgøre det nu end dengang ville det have kunnet rette lidt op på siden. Og så lige i øvrigt: Når forfatteren tilsyneladende ikke behersker det danske sprog, er det lidt fjollet at prøve at pynte på manglerne ved på samme side at anvende et udtryk som inkredibel. Der skulle i øvrigt have stået ”inkredibelt”.

På side 93 er det igen helt galt med kommasætningen i Her fandt lægen ud af, at, det Søren…

På side 94 mangler der et ”i” i spirtus. Det kunnet have været importeret fra side 73, hvor der tilsyneladende havde været for mange i’er i sættekassen. Udtrykket magnifik på side 95 skurrer på samme måde som inkredibel på side 92.

På samme side (95) skal vi ud at køre i Italien. Og det skal selvfølgelig være i et førsteklasses køretøj: En hestedroche. Et sådant køretøj fandtes ikke på vore breddegrader. Vi havde kun hestedrosker eller hestedroscher.

På side 100 går der (igen) totalt ged i den: På brystet af den sarte kjole har Marie fæstet tre valmuer kan jeg læse. Hvorfor i alverden har hun gjort det? Og hvordan har hun egentlig båret sig ad? Foreligger der en eller anden kontrakt med de pågældende fæsteblomster? Jeg kender i øvrigt kun udtrykket fæstebønder, men jeg er heller ikke magister i nordisk filologi (som forfatteren påstås at være). Hun har ”fæstnet” blomsterne (dvs. anbragt dem på) eller fastgjort dem til kjolen. Det andet maleri blev Krøyers sidste billede af Marie som aktiv maler siddende i deres værelse foran terrassedørene. Hvad betyder det så? Har Krøyer tidligere malet Marie siddende foran staffeliet i deres værelse? er det Krøyers sidste billede som aktiv maler af Marie eller er der tale om, at det pågældende billede er det sidste, Krøyer malede af Marie, medens hun er i færd med at realisere sig som kunstner? Formodentlig det sidste, men alle tre muligheder foreligger med den formulering af sætningen, som forfatteren har valgt.

Det manglende s i Madam Bendtsen hus på side 103 må vel bare betegnes som ”in character”. Kommaet efter og i sætningen på side 108: Længen var en del af den gamle byfogedgård og, herre på gården var… skal vel anbringes i samme kategori. På samme side (108) plantede Marie forskellige blomsterløg. Almindelige danskere lægger løg. Lad mig dvæle lidt ved de almindelige danskere, for de sår stokroser, men planter (eller sætter måske) klatreroser. Marie gjorde noget andet på side 109: Hun fik gartneren til at så stokroser og klatreroser langs husets forside. Udtrykket Husets indretningen på samme side (109) støder mig lidt, men jeg er stødt på den slags konstruktioner tidligere i bogen. Apostroffer og accenter er der forskel på på dansk (undskyld de to pågående på’er). Det vil nok være en god idé at gøre forfatteren opmærksom herpå, for udtrykket atelierentre’en (ligeledes på side 109) findes ikke på dansk.

Det gør derimod ”atelierentréen”. På den næste side (110) går det galt igen: Den tredje stol havde en lavere ryg, der formet i en halvcirkel. Til forlagets næste julefrokost vil det måske være en god idé at lave en konkurrence om, hvem der først kan finde ud af, hvor der mangler et ord i ovenstående sætning.

Og så til side 112. I Danmark er der forskel på renovering og renovation. Det sidste er der heldigvis nogle ualmindeligt effektive mennesker, der hver dag er beskæftiget med. De renoverer imidlertid ikke. Det er der andre mennesker, der (heldigvis også) gør. Marie fik et par år efter den store renovation af huset indrettet… står der at læse i denne forrygende bog. Renovation har vi skraldemænd til. Renovering har vi andre mennesker til. Det er forhåbentlig og –modentlig de sidste, der har været i gang i Krøyers hus.

På side 114 mangler der et a i ét af ordene i følgende passus Truth is beuty – . Jeg behøver vel ikke at gøre opmærksomhed, hvilket ord der er tale om.

På side 115 havde det været at foretrække, at der var blevet anbragt en accent over en i sætningen …at der kun var ”plads” til en maler i huset. Godt nok er accenter stort set valgfrie på dansk, men de kan alligevel i visse sammenhænge være med til, at meningen med en sætning kan gøres helt klar. Hvis der kun var plads til en maler i huset (kunne en krakiler så spørge), hvor skulle hans kone og deres barn så bo?

På side 117 står der, at konflikterne groede i mørket. Det var da godt nok et specielt verbum at anvende i den sammenhæng. I Sverige kan den slags nemt finde sted. I Danmark ville problemerne nok ”vokse” eller ”udvikle sig” måske. Lille Vibeke blev sendt i kølvandet af sin sparsommelige mor for at slukke for kontakterne står der at læse på side 119. Hvad er det for en gang sludder? Marie havde formodentlig bedt Vibeke om at slukke lyset efter Søren (som forfatteren ynder at kalde P. S. Krøyer). Det var ”i kølvandet på sin far”, at dette skulle ske, og i Danmark slukker man ikke for en kontakt. Man kan derimod slukke for lyset på en kontakt. Sætningen burde have lydt ”Lille Vibeke blev af sin sparsommelige mor sendt i kølvandet på sin far for at slukke lyset”.

Vi bladrer lige og på side 120 går det galt igen. Skønnere hus og originalere indretning… Der skal da godt nok noget af en festoriginal til for at gradbøje ”original” på den måde. Anne og Michael Ancher blev inspireret til også at få en villa i København på Frederiksberg står der på samme side. Helt ærligt, det er da vist heller ikke en kvalificeret dansk sprogbruger, der har konstrueret den sætning. Vi bliver på siden, hvor der nederst står Efter de var kommet til ro. Der er formodentlig her tale om en gengivelse af dansk talesprog. I skriftsproget ville jeg have forventet et ”at” efter Efter.

Side 122 byder på nye oplevelser. De tre venner slappede af, spiste frokost i det grønne, pjankede og fjollede og mindedes gamle dag. Hvis det var Dag Hammarskjöld eller Halvorsen, der var tale om, skulle dag have været med stort forbogstav, men på det tidspunkt var der vist ikke rigtig nogen, der havde tænkt på dem. Og det ville i øvrigt være forbundet med visse vanskeligheder at finde ud af, hvordan de ville kunne have mindedes de pågældende personer, da det så må formodes, at de pågældende skulle have levet væsentligt før, mødet fandt sted.

Og nu er jeg ved vist at blive krakilsk. Man skal kikke længe på billedet, før end man forstår, at det forestiller en væltet messingspand. Men det gør intet. står der på denne side. Vil det sige, at der overhovedet ikke er noget, der forestiller en væltet messingspand? Hvad i alverden er det her for en gang pølseskrift?

Og jubiiii! På side 124 står der, at Marie og Søren kørte til Middelfart i en drosche. Helt fint at forfatteren ikke fik importeret de forrygende drocher fra side 95. Og, nå ja! glæden varede ikke så længe i denne omgang, for nederst på siden kunne jeg læse når der igen anden udvej var for ham. Det forholder sig ikke sådant, at der på dansk altid skal være et , foran ”at”.

På side 126 står der Efter, at Sørens sindssygdom… – endnu en eklatant brøler med hensyn til kommasætningen. Når der i den næste sætning står at læse at hun forsatte med at male, vil jeg foreslå, at forfatteren ikke fortsætter med at skrive, og at der måske bliver sat en midlertidig stopper for …hendes kunstnerisk virke, som det hedder i næstsidste linie på samme side.

Også Hugo Alfvén (eller rettere hans oversætter) har haft problemer med stavningen: …mit blod skummede som champagne i årene står der på side 129. Det var da et underligt sted at skumme. På samme side er der blevet byttet om på højre og venstre i billedteksten. …og det endte med at havde kostet… på side 133-134 behøver vel ingen kommentar.

Marie var dygtig – ingen tvivl derom. Jeg vidste imidlertid ikke, at hun var så dygtig, at hun også kunne stå for husets opførsel (side 134).

På side 139 er billedteksten lidt uheldigt formuleret: Vinduerne er gamle glas. Til gengæld er billedteksten på side 141 ganske morsom: Kortet, som Marie malede på chartollet skuffer. Jeg tænker ikke på stavefejlen i ordet chartollet – den havde jeg vænnet mig til (den findes også på side 139: På den ene af chartollets… og det på trods af at ordet er korrekt stavet i den foregående sætning på denne side), men på skuffelsen med hensyn til dekorationen på skuffen.

På side 150 har Marie valgt at male noget ganske besynderligt, nemlig sin egen stil. Jeg gad vide, hvordan den kom til at se ud, efter at hun var fortsat med at give den en overhaling med penslerne. Hun fortsatte med at male sin egen stil efter, at de var blevet gift skulle naturligvis have været formuleret ”Hun fortsatte med at male i sin egen stil, efter at de var blevet gift”. Kommateringen i sætningen Men, hvad den store offentlighed og kunstverden ikke vidste, var,… er temmelig avanceret – og forkert naturligvis. Der var i øvrigt ikke tale om et malerforbud i Tyskland under anden verdenskrig, men måske kunne man tale om et ”maleforbud”. …til bedre tiderne står der også på side 150, og nu er jeg heldigvis snart ved vejs ende.

Inden jeg går videre, skal jeg dog lige gøre opmærksom på, at ordet kunstnerskab, som forefindes på bagsiden af bogen, hverken findes i retskrivningsordbogen eller Politikens Nudansk Ordbog. Der er ikke noget i vejen med at konstruere nye ord, men det virker ikke overbevisende i en bog med så uhyrlige sproglige foreteelser. Sikken redelighed!

Oven i alle de ovenfor påpegede fjel og mnglaer kommer så, at hele teksten er gennemsyret af forfatterens manglende viden om, hvornår ord som ”udenfor” og ”overfor” skal staves i ét eller to ord. ”Udenfor” skal i to ord i sætningen som fandtes udenfor den nærmeste vennekreds (side 111), og ”overfor” skal i to ord (i begge tilfælde) i Overfor manden og barnet og overfor egne forfejlede ambitioner… (side 117). Det samme gælder i …overfor Søren og alle andre… (side 127), …overfor hustruens kærlighed (side 130) og …overfor bordet… (side 134). Hovedreglen, som enhver universitetsstuderende burde have stiftet bekendtskab med på et eller andet tidspunkt i karrieren, er, at disse udtryk skal i to ord, hvis de optræder som præpositioner, og i ét ord hvis de anvendes adverbielt. …og mere endnu.

Hele teksten bærer præg af en sproglig formuleringsevne, som normalt findes hos (yngre) teenagere: Alle sætninger er meget korte. Det er som om, at forfatteren bliver hunderæd, når en helmening er kommet til at bestå af en hovedsætning og en bisætning, og derfor mener det nødvendigt hurtigst muligt at få det hele afsluttet med et punktum. Det giver teksten et staccatoagtig præg, som gør den til en lidelse at læse.

Derudover har forfatteren ikke styr på tempus noget som helst sted i forløbet. Der flakses fuldstændig planløst mellem præsens og præteritum. Jeg opgav meget tidligt at skrive eksemplerne op, men tillad mig at nævne ét enkelt fra side 146: Og nu insisterede hun på, at Hugo lader sig skille. Der er ikke noget i vejen med historisk præsens, hvis den er gennemført, men kun at bruge den i måske hver anden sætning giver et ualmindelig rodet indtryk.

På toppen af kransekagen kommer så, at Tonni Arnold på intet tidspunkt fremviser nogen som helst ekspertise inden for det emne, som bogen også berører – æstetikken. Der er ingen dybere analyser af Marie Krøyer Alfvéns værker og kun sporadiske forsøg på at sætte hende ind i en kunsthistorisk sammenhæng.

Ærgerligt, for det var én af grundene til, at jeg anskaffede bogen. Jeg er ikke klar over, om Tonni Arnold har dansk som andetsprog. Mange af fejlene i teksten kunne tyde på det, men dette burde forlaget have rettet op på.

Kære læser! Dette var så deklarationen. Jeg ser frem til dine eventuelle kommentarer til mine udgydelser. Marie Triepcke (jeg foretrækker at anvende hendes oprindelige navn. De mænd, hvis efternavne hun valgte at ”besmykke sig med”, var sikkert forrygende kunstnere, men P. S. Krøyer endte som et nervevrag efter at have opført sig som et svin over for både bogens hovedperson og andre kvinder, som han fandt på sin vej gennem tilværelsen.

Hugo Alfvén betragter jeg som totalt moralsk afstumpet) kunne have udviklet sig til at blive en milepæl i dansk kunst. De portrætter, hun udførte i 16-17 års alderen, vidner om et helt usædvanligt talent. Tiden var desværre ikke til, at kvinder uden ufattelige afsavn kunne gøre karriere inden for kunstverdenen dengang. Det har heldigvis ændret sig.

Noget positivt skal der også siges i denne deklaration: Gengivelserne af kunstnerens værker. Mange af dem findes ikke i andre publikationer. Køb bogen, hvis du ønsker at få adgang til disse gengivelser.”