Af: Susanne Nielsen. 23. november. 2014 TV2

Søndagens tv-premiere på Bille Augusts drama Marie Krøyer om kvinden bag en af Danmarks største malere nogensinde, P.S. Krøyer, sluttede med, at Marie Krøyer steg på toget til Sverige med sit lille elskovsbarn for at begynde et nyt liv med sin svenske elsker, komponisten Hugo Alfvén.

Men ifølge forfatteren bag biografien Balladen om Marie, som ligger til grund for filmen, blev immigrationen til Sverige heller ikke lykken for Marie Krøyer.

– Marie fik ikke det sunde og kærlighedsfyldte forhold, som hun havde drømt om. Hugo Alfvén var en notorisk casanova, som havde utroligt mange affærer med andre kvinder – lige fra stuepiger til slægtninge og Maries veninder. Han formåede i stort omfang at holde det skjult for Marie, som aldrig kom til at kende det reelle omfang, fortæller Anastassia Arnold til tv2.dk og fortsætter.

– Men selv om forholdet mellem Marie og Hugo på mange måder var et helvede, var ingen af dem i stand til at give slip på den anden. For de vidste begge to, at kærlighedslivet imellem dem var stærkere end noget andet, de havde oplevet, siger hun.

Giftede sig først efter syv år
Efter at Marie Krøyer i 1905 blev skilt fra P.S. Krøyer og flyttede til Sverige, gik der syv år, før hun giftede sig igen. Det skyldtes dels, at hun længe tvivlede på, om hun overhovedet ville gifte sig med Alfvén, og dels at Marie var bange for at miste sit og Alfvéns barn, Margita.

– Så længe Marie ikke var gift med Alfvén, kunne ingen tage hendes barn fra hende, som de havde gjort det med Vibeke. Derfor blev hun ved med at udskyde et nyt ægteskab. Men da Hugo Alfvén i 1912 fik en stilling ved  musikkonservatoriet i Upsala og skulle undervise unge mennesker, var det upassende, at han ikke var gift. For dengang levede man jo ikke “på polsk”. Samtidig skulle Margita til at begynde i skolen, forklarer Anastassia Arnold.

Parret blev derfor først gift tre år efter P.S. Krøyers død i 1909, og der gik yderligere nogle år, før Marie Krøyer fik genoprettet kontakten til sin ældste datter, Vibeke (med kælenavnet Vibs, red.).

– Først ni år efter, at Marie rejste til Sverige, fik hun et skrøbeligt forhold til Vibeke. Det blev dog aldrig rigtig godt. Til gengæld var Vibeke – som hun altid havde været – meget glad for sin stedfar, Hugo, lyder det fra forfatteren.

Djævelsk charmerende
Hugo Alfvéns stilling i Upsala betød, at han havde mulighed for at deltage i omfattende selskabeligheder og leve et dobbeltliv der, hvor han havde frit spil med sine affærer. Og det var ikke bare kvinder, der blev betaget af Alvén.

– Han var djævelsk charmerende. Han fik folk til at hoppe og springe for sig, og mænd lånte ham formuer.

Men mens Hugo blev stadig mere aktiv i selskabslivet, holdt Marie sig tilbage.

– Når Marie hilste på Hugos venner, vidste hun aldrig, om de kvinder, hun rakte hånden til, havde haft en affære med hendes mand. Så selv om hun som ung var en udadvendt og selskabelig person, trak hun sig nu mere og mere tilbage til hjemmet i Dalarna, som hun gjorde meget ud af at indrette, siger Anastassia Arnold.

Forelskede sig i yngre kvinde
25 år efter at Marie og Hugo første gang mødte hinanden i Taormina på Sicilien, gik det da også galt. For Hugo mødte en meget yngre kvinde, Karin, som han forelskede sig i, og i 1928 krævede han skilsmisse fra Marie.

– Karin var så forgabt i Hugo Alfvén, at hun forlod mand og barn, nøjagtig som Marie gjorde det i sin tid. Og for Hugo var det den ultimative forførelse, siger Anastassia Arnold.

Marie, som på det tidspunkt var 61 år gammel, nægtede dog at indvilge i skilsmisse, og hun håbede i starten på, at der bare var tale om en affære som alle de andre. Så hun ventede på, at fascinationen dampede af, og Hugo ville vende tilbage til hende, som han plejede. Men det gjorde han ikke denne gang.

Lang og opslidende skilsmisse
Maries modstand mod at acceptere en skilsmisse førte herefter til en meget langvarig og opslidende retslig kamp mod Hugo, hvor indbyrdes beskyldninger bølgede frem og tilbage mellem retsinstanserne.

– Skilsmissen varede i otte år, og undervejs blev tonen mere og mere hadsk. Da Marie var den krænkede part, var det meget svært for Hugo at bevise, at hun ikke slog til i ægteskabet. For selv efter datidens normer var Marie en meget pligtopfyldende og tålmodig hustru, siger Anastassia Arnold, som ved at sammenstille retsprotokollerne med dagbøger og breve fra samtiden kunne danne et billede af, hvad der var sandt, og hvad der var pure opspind.

– Hugo førte et “dobbelt bogholderi”, hvor han over for omgangskredsen i Upsala havde fremstillet Marie som en forfærdelig hustru for at få frit spil til sine affærer, mens dagbøger og breve gav et langt mere positivt indtryk.

Selv om Marie Krøyer Alfvén således kunne have trukket sagen ud i det uendelige, forlangte hun i 1936 pludselig selv skilsmisse. Det var der flere årsager til – hvilket forklares nærmere i biografien “Balladen om Marie”.

Sådan gik det Maries døtre
Mens Maries skæbne langt fra blev så heldig, som de ydre omstændigheder ellers kunne have forledt én til at tro, fik heller ikke hendes to døtre en rosenrød tilværelse.

– Vibeke blev maniodepressiv ligesom sin far, og ligesom sin mor blev hun gift og skilt to gange. I en periode optrådte hun som teaterskuespiller, og senere forsøgte hun sig som journalist. Uden den store succes med nogen af delene, siger Anastassia Arnold og fortsætter.

– Margita blev meget smuk ligesom sin mor, og i en periode fik hun en karriere som filmskuespiller, som førte til et internationalt jetsetliv. Hun blev også gift to gange, men fik ingen børn (i modsætning til Vibeke, som fik to sønner, red.). I forbindelse med at Margita på et tidspunkt blev indlagt på et hospital, ordinerede en læge morfin, og det førte uheldigvis til, at hun udviklede sig til narkoman og alkoholiker.

Døde ensom i Stockholm
Marie Krøyer levede sine sidste år i stor ensomhed i Stockholm. Hun havde kun få nære venner tilbage i Danmark, hvor hendes kuldsejlede ægteskab med Krøyer havde lagt hende for had.

I begyndelsen af 1940 blev hun indlagt med mavesmerter, som viste sig at skyldes en ondartet kræftsygdom i tyktarmen. En efterfølgende operation betød, at hun ikke længere kunne holde noget i sig, og hun døde ensom d. 25. maj 1940.

– Margita var på det tidspunkt indlagt til afvænning, og Vibeke, som boede i Danmark, kunne ikke lige tage til Sverige, da  2. verdenskrig var brudt ud, forklarer Anastassia Arnold om Marie Krøyers triste endeligt.

Det blev heller ikke til en forsoning med eksmanden Hugo Alfvén, som på grund af sin nye kones store jalousi ikke engang turde deltage i begravelsen.

– Der herskede ikke nogen tvivl om, at Hugo gennem livet havde været Maries store passion, og som en hyldest til deres kærlighed havde hun fået arrangeret, at et af hans musikstykker blev spillet til begravelsen. En smuk gestus om tilgivelse, mener forfatteren bag biografien.

Smukt efterspil
Efter Maries død går Alfvéngården i Dalarna i arv til hendes og Hugos datter, Margita. Men da denne dør i marts 1962 og ikke har nogen direkte arvinger, er det halvsøsteren Vibeke, som arver gården.

– Vibeke flytter nu til Sverige for at leve der. Hun har ikke råd til at beholde gården og må sælge den, men slår sig ned i området. Her oplever hun, at de lokale taler pænt om hendes mor, som var meget afholdt på egnen. Og for første gang føler hun, at hendes ydre lighed med moderen ikke længere har nogen negativ betydning, siger Anastassia Arnold og tilføjer.

–  Det hele ender med at et smukt efterspil. For på 100-året for Maries fødsel sørger Vibeke for, at der bliver holdt en ordentlig begravelse for hendes mor, som ved sin død blev brændt og opbevaret i urne. Så Marie Krøyer ligger nu på et lille gravsted på Leksand kirkegård sammen med begge sine døtre