*Udstillingen Portrætter fra et ægteskab kunne ses på Gl. Holtegaard, Attemosevej 170, Holte. Ti. 11-20. on.-fr. 11-17. lø.-sø. 11-18. til 16. nov. 2002. Nedenstående er et let forkortet uddrag af Träumerei, kunstanmelder, Charlotte Christensens bidrag til kataloget.

Information 2002.

Om sammenhængen mellem liv og kunst på Holtegaards udstilling om Marie og P. S. Krøyer

De bekendte sig til skønheden, begge to. Søren og Marie Krøyer fremstod som “Lysets Børn”: Smukke mennesker, kunstnerisk begavede, med et guddommeligt, gyldent skær omkring sig, når de trådte frem for den betegne eller mistroisk-misundelige verden. Blot synet af hans portræt af hende kunne vække en anden mands forelskelse.

Men det er ikke muligt at bygge et liv på skønheden, og en kunstner kan ikke nå højderne ved ene elskværdighed. De smukke skibe forliste på tilværelsens sorte rev. Eventyret om Marie og Søren Krøyer ender ikke med formlen: “Og så levede de lykkeligt til deres dages ende”. De blev gift, skiltes og gik til bunds, han ganske hurtigt, hun kvalfuldt langsomt – men hans malede kærlighedserklæringer lever videre som en opfyldelse af linjerne i Keats’ “Ode til en græsk vase”: “For ever wilt thou love, and she be fair!”

Såfremt historien om det kæntrede ægteskab kun tilhørte privatsfæren, ville det ikke være værd at beskæftige sig med disse to “beautiful people”; men historiens fingeraftryk på deres liv gør det påkrævet at prøve at forstå hvilke kræfter udefra, der medvirkede til at knuse idyllen. Da P. S. Krøyer på sin fødselsdag den 23. juli 1889 giftede sig, havde han vundet ikke blot Danmarks dejligste unge kvinde, men en maler, der søgte ud over sin forkælede opvækst ned til Paris, hvor man kunne måle sig med de store. Marie Triepcke var af det kuld, der ville forcere de barrierer, der udelukkede kvinder fra billedkunsten.

Forsøgsvis lykkelig
I tiden for den første forelskelse viser Krøyer Marie som en ung og uformet kvinde, tøvende, men forsøgsvis lykkelig, medens hendes eget selvportræt er melankolsk og beskygget. Nok kunne Sophus Schandorph skrive, at “aldrig saa Jorden fagrere Brud end Krøyers lille Marie,” men nogen stor evne for lykke var hun ikke begavet med. Da feerne stod omkring hendes vugge, glemte de at give hende evnen til at bygge en sammenhængende eksistens af de gaver, de strøede over hende. I stedet fik hun en tvivl, der blev til en lammelse i en tid, hvor kvinder ofte måtte drømme om at være andet end lærkefugle, men stod i fare for at gå til grunde, når de forsøgte.

I ægteskabets første år viser Krøyer endnu hustruen optaget af sit eget maleri: på stranden ved Stenbjerg og året efter i Ravello i Italien. Men deres fællesbillede fra 1890, hvor hun har malet ham og han hende, er dybt disharmonisk. Krøyer er afbildet så tøvende, at han fremstår som en genganger, medens hun er ved at stivne i den skønne maske, med de spørgende øjne, vi kender så godt fra de senere fotografier. Endnu i den lille skitse, hvor hun på Murillo’sk vis smiler til beskueren, er der et ængsteligt liv over Marie Krøyers ansigt, men det er indlysende, at glæden er mere skør end en sæbeboble.

Blomstertryllerier
Marie Krøyer blev berømt som sin mands vakreste model. Men kvindens skønhed er som blomstens: et memento mori. Krøyer tryllede ofte med blomster, når han skulle erklære sin kærlighed – og Marie gjorde ham kunsten efter. I maleriet fra Ravello, der kunne bære titlen “Träumerei”, er det søvnens og dødens røde valmuer, i frokostbilledet ærlige og ufarlige morgenfruer, i haven på Skagen blomstrer en hel, jublende rosenbusk. Der er blomster i Maries hat på det blå skumringsportræt ved stranden – og til hendes ære lod han blomster spire frem midt i den kolde vinter. Else Moltke genfortæller i Tidens Kvinder den 11. december 1951 en oplevelse, hendes mand Harald Moltke havde haft: “Det var midt om vinteren, og der lå dyb sne uden for villaen, hvor Krøyers boede i Kristianiagadekvarteret. Med forundring så den unge maler, da han gik op mod huset, at der voksede hyacinter, tulipaner, krokus og erantis langs havegangen. Han kunne ikke tilbageholde et forundret spørgsmål om, hvordan det dog kunne gå til – her i kulden – at få sådant et blomsterflor frem. Der var et skær af lykkelig forventning over Krøyer, som stod i døren. “Jeg skal sige Dem, jeg venter min kone hjem fra rejse i dag, og derfor har jeg været ude og købe blomster og stukket dem ned i sneen for at give hende en festlig velkomst.”

Men da havde Marie Krøyer allerede for længst fjernet sig fra Krøyer, også i de blå nocturner fra Skagens strand, der kunne hedde “Les Adieux”. Sådanne musikalske titler bar den amerikanske maler Whistlers malerier – og Krøyer kan i dem have fundet inspiration til sine skitser af Marie og Anna Ancher som hvide drømmesyn i skumringen. Den blå tone og den pointerede omridslinje i maleriet af hustruen med trofasthedens symbol, hunden, ved sin side skylder måske også de japanske træsnit sin artificielle karakter, medens vemoden udgør maleriets vedvarende tiltrækningskraft.

“Billedet er banalt som en dameroman,” skrev Henrik Bramsen i Jyllands-Posten, da man i 1951 for første gang samlede en stor retrospektiv Krøyerudstilling på Charlottenborg. Med en sådan flothed kan man jorde en hvilken som helst kærlighedserklæ-ring, da forelskelsen naturnødvendigt er banal; men be-sværgelsen i Krøyers store portræt af den hvidklædte frue ved havet er ikke banal. Direkte uhyggeligt er dobbeltportrættet fra 1899, hvor hun kun med nød og næppe holdes fast af hans arm, der ikke vil kunne forhindre, at hun i næste øjeblik sejler bort fra ham. De alt for smukke klæder og hans opsigtsvækkende elegance udgør i den nordjyske natur et varsel om fare. Parret er blevet et “kunststykke”, og det fælles barn, der betegnede sig selv som “uønsket” af sin mor, forankrede ikke Marie Krøyer i ægteskabet.

Eksotiske trækfugle
Som eksotiske trækfugle kom de til Skagen, hvis reelle eksistens var et fattigt udkomme, erhvervet i kamp med elementerne. Henny Brodersens søn Fin fortalte mig i øvrigt under tilrettelæggelsen af Kunstforeningens Krøyerudstilling i 1980, at når maleren aflagde besøg, så “ringlede det fra ham” – lyden af gyldne urkæder, sølvknapper og skospænder og andet tingeltangel var for en dreng på Skagen påfaldende i forhold til andre bekendtes stilfærdige fremtræden. Med Sommeraften ved Skagen Strand har Krøyer søgt at skabe et monumentalt værk over den nordiske molstemte solnedgangsfortryllelse, men hans sjælelige og kunstneriske kræfter lader sig ikke længere tvinge op i formatet. Hverken han selv eller hustruen er for alvor til stede i maleriet, og året efter kom hans fortærende psykiske sammenbrud. Da Hugo Alfvén siden møder fru Krøyer i Taormina, har komponisten allerede været forliebt i hendes billede – nocturnen ved havet, som Alfvén så på Glyptoteket.

Røde nelliker
I sine memoirer lader han hende, med en blomst, tage det første skridt til forførelsen: Hun bryder en rød nellike og sætter den i hans knaphul med ordene: “De ved måske ikke, at røde nelliker betyder brændende kærlighed?” Siden ser han hende med en rød rose i håret, med tre nelliker – og hun giver ham igen en af disse røde blomster, men nu i tavshed og med et alvorligt blik, brændende af udølget passion. De rejser sammen til Napoli, og om sin første majs fødselsdag her skriver han i erindringerne “Tempo furioso”:

“Tidligt på morgonen kom Maria in i mitt rum för att gratulera. Hon var klädd i en nattrock av djuprödt siden, och i famnen bar hon en jättebukett av röda nejlikor. – ‘Här kommer din egen röda nejlika med sina små systrar och ber at få önska lycka,’ sade hon och böjde sig ned över mig.”

Blomsterkvinden handler – og beder i fuld ærlighed Krøyer om skilsmisse, men får den ikke, da hun ønsker den. Da hun blev gift med Hugo Alfvén kunne heller ikke dette ægteskab give nogen varig lykke. Da Maria, som hun nu kalder sig, oplever komponistens første utroskab, føler hun intenst det uskønne i bedraget og skriver til sin fortrolige, Agnes Slott-Møller: “… jeg kan ikke finde mig i dette – det forgrimmer hele mit Væsen – Du ville kunne forstaa mig bedre, naar jeg siger Dig, at jeg kan give hele min Trosbekendelse i disse faa Ord: ‘beauty is truth, truth is beauty – that is all ye know on earth and all ye need to know.'”

Som et mantra anvender Maria Alfvén de linjer fra Keats “Ode til en græsk vase”, som hun tidligere, besværgende, havde benyttet på det album, der indeholder Krøyers fotografier af scener fra deres kunstnerægteskab. At livet kun glimtvis er “Sandhed” og “Skønhed” kunne hverken Søren eller Marie Krøyer få nogen eksistentiel mening ud af.