Af: Leo Haugaard. September. 2013. Leohaugaard.blogspot.dk

Hvorom alting er, så forlovede Marie Triepcke og P. S. Krøyer sig en smuk forårsdag og fejrede den i Paris sammen med gode venner, som bestod af Anna og Michael Ancher, Ida og Sophus Schandorph, Lauritz og Ursula Tuxen. Kort efter i Maj 1889 rejste de fra byernes by til hendes forældre i Augsburg i Tyskland, hvor de giftede sig. Marie i den jomfruelige alder af 22 år. Krøyer fyldte samme dag 38 år. Som nu og dengang florerer sladder og ondskab hos folk, som desværre ikke på anden måde kan udtrykke sig legitimt. Det var også tilfældet få dage efter brylluppet. Hadet mod Marie var ikke nok med Roberts død til at stoppe igangværende rygter. Misundelsen tog over, for der var meget at misunde hende. Hendes talenter, hendes underskønne og bedårende udseende, alt ved hende var ganske unikt og anderledes, og at hun frem for andre fik den uopnåelige ungkarl Krøyer til at fri og gifte sig med hende var at gå for vidt! Georg Brandes skrev, efter at Politikken bragte nyheden om deres  forlovelse og hurtige bryllup,  at det var som det rene ” tordenslag ” for Maries tilbedere, men et glædesbudskab for hendes og Krøyers venner.

Efter et par hvedebrødsdage i København, lejede de sig  ind på en kro i  Nordjylland ude ved vestkysten i byen Stenbjerg, som de den første tid som nygifte brugte som en slags rekreation oven på de lange rejser og festlige dage. Derefter tog maleriet over, der som oftest foregik nede på stranden. Krøyer holdt meget af at male i fri luft, mens Marie derimod ikke fandt det særligt tillokkende, samtidig med hendes selvdestruktive tanker om eget ringe selvværd,  tilligemed hendes enorme krav og æstetiske sans, som forbød hende at acceptere færdigt arbejde. I et brev til Anne Ancher skriver hun om dette flg.- ” Jeg gik og klattede og smurte lidt ude til at begynde med, men det volte mig altid så megen sorg og bedrøvelse, at jeg skyndsomst søgte ind igen til mine elskede interiører”. Malet fik hun dog udført på stranden i  den første tid i den lille vestkyst by, men foretrak altså helst at male indendørs bl.a. hos en ældre bondekone, som hun  forevigede, som den fattige og nedslidte kvinde hun var. Når man fornemmer hvor forelsket og glad hun var ved at være nær Krøyer selv nede på stranden, forstår man bedre, hvilket behov Marie har haft for at male inde fremfor ude i naturen, hvilket Krøyer derimod elskede, og der fremdrog nogle af sine bedste billeder. Efter endt maleriarbejde, mødtes de så hen på dagen og udvekslede dagens arbejde med hinanden. Marie blev i den tid rigtig gode venner med Krøyers hund Hvaps, selv om den skelede til hende, når hun tog Krøyer i armen og gik tur i klitterne.

Efter nogen tid i det nordjyske rejste de på en længere bryllupsrejse til Ravello i Italien. Hvor de begge malede på livet løs. Marie havde fundet et motiv fra en skøn gammel klostergård, som hun malede som et impressionistisk billede  med  en stor virkning af lysflimmer over sig. I sine malerier fra Ravello, som males med olie på træ forsøger hun at indlemme træets bund ved at male så tyndt, at træets nuancer ses igennem. Marie havde sans og blik for de mindste detaljer, som ses og bemærkes i de ialt tre motiver, som hun malede i Ravello, hvor døre, portaler, figurer og søjleråbninger i rundbuestil går igen i alle tre billeder. De tre Malerier Består af “ Klostergang i Ravello” ” Italiensk  smøge” “Terrasse med vigne “Det første dateret maj 1890 de to sidste er udateret. Hver af de tre billeder har sit eget farveunivers. Ses de sammen, er ligheden fra hendes farve og penselføring ganske slående.

Efter at kunstnerparret  en tid havde boet i Ravello rejste de ned til Rom og siden, efter et kort ophold på Capri,  kom turen til Napoli. I lang tid havde Marie følt sig sløj og frekventerede en læge, som stillede diaknosen tyfus. Sygdommen havde tæret så meget på Marie, at selv da hun syntes rask, genvandt hun aldrig sin tidligere styrke, og i årene derefter led hun til stadighed af eftervirkningerne fra denne alvorlige sygdom.

Men skønt den fysiske udfoldelse var blevet mindre, fastholdt Marie kærligheden til maleriet, og i perioderne, hvor hun følte sig tilpas og feberfri, kom lysten til at finde lærred og pensler frem for igen at kreere og skabe egnede motiver på lærredet. Det var i den periode, hun sammen med Krøyer malede et dobbeltportræt af dem begge på samme lærred. At male et portræt af hinanden var på mode i kunstnerkredsen. Deres meget gode venner Harald og Agnes Slott- Møller samt Anna og MichelAncher, havde henholdsvis i 1886 og 1883 gjort det.

Maries billeder er for fleres vedkommende malet i Skagen, hvor det karakteristiske lys over Skagen tydeligt fortæller, at hun har malet dem naturalistisk. Hendes seneste maleri ” Markedsplads i en fransk by” er et virkelig dejligt  billede, som viser hendes store talent. Blot synd, at hun i sin sameksistens med Krøyer holdt sine billeder op mod hans, hvorpå kimen til hendes malerevner svækkedes og med tiden blev ganske destruktive.

Bryllupsrejsen lakker mod enden. Marie Krøyer sidder en varm sommereftermiddag på terrassen, hvor vindruerne hænger ned fra loftet og espalier, her sidder hun  eftertænksomt og forsøger at sammenfatte så mange af denne lange rejses lykkelige højdepunkter i kærlighedens og kunstens forevigelse, sammen med den mand,  hvis kunst hun først elskede, til nu også at elske ham, der skaber kunsten. De har lejet et lille hus på Anacapri med den skønneste udsigt ud over havet, som de begge nu med vemod forlader, for at rejse hjem til Danmark og det dejlige Skagen.

Søren og Marie  lejede i årene 1891 – 1894 hver sommer Madam Bendtsens hus i Vesterby Skagen, som de begge to kendte gennem deres kunstnervenner, som for fleres vedkommende havde boet der. Huset med det store loftsvindue var som skabt til at kunne indrettes til atelier.  Krøyer, denne verdens –  kendte elegantier, stillede krav til sin hustru. Maden skulle være på højt niveau, som den han spiste på de fine hoteller Europa rundt. Han forventede også at se sin hustru som en underskøn kvinde, hver gang han så hende. Han ønskede at se sin smukke hustru stråle af skønhed, som det bedårende væsen hun var, og hun udfoldede sit bedste herfor. Siden deres forlovelse ændrede hendes udseende sig i væsentlig grad. Fra lidt ligegyldig påklædning til nu dagligt at færdes i kunstværker af smukke og sjældne kjoler fra modehusene, og ligeså blev hendes frisurer fornemt og smuk sat op, så hendes slanke og yndige skikkelse i de nyeste modeller fra Paris udgjorde en aristokratisk elegance, der mindede mindst  om det hun var, en verdenskendt kunstners hustru. Derfor er det også en gåde, at Krøyer med tiden ikke kunne fastholde deres intime og erotiske sider, og af den grund gled Marie langsomt væk fra Søren. Citat:  Begge ægtefæller forblev trods de bedste intentioner uforløste i deres kærlighed i ægteskabet. ” De elskede hinanden,  men kunne ikke elske med hinanden. Efterhånden blev begge mere optaget af de ydre rammer om deres samliv end den inderste, sårbare kerne. Begge var æstetikere, og ægteskabets manglende passion og skrøbelige fundament stivede de spontant af ved at bygge løs på de hjem, de med tiden anskaffede sig. Hjemmet blev et kunstværk, der skulle besværge de onde magter og overbevise dem selv, at alt var såre godt.  Januar 1895 fødte Marie en datter, som blev døbt Vibeke.Barnets fødsel bragte ikke ægtefællerne nærmere hinanden. ” udpluk fra Tonni Arnolds bog Kunsten i Marie Krøyers liv.

Det er også besynderligt, at en verdensberømt maler ikke evnede at vejlede og opmuntre sin hustru, hvis livsdrøm var at lære sig maleriets kunstneriske aspekter at kende. Og, synes man,  med sin visdom i malerkunsten at kunne have indgydt hende mod til det manglende selvværd, som hun havde brug for til at fortsætte sin malerkunst.

Medens de bor i dette hus, maler Marie det eneste motiv, som findes fra Skagen ” Vasketøj mellem gavle ”  Med de store krav, som blev stillet og som der skulle leves op til, jævnfør tidens kønsroller,  og hendes syn på egen utilstrækkelighed, forstår man måske bedre, hvorfor Maries malerarbejder blev ladt i stikken,  endskønt det i tidernes morgen var hendes allerhøjeste ønske at blive maler. De relativt få billeder, der findes fra  Maries hånd, er alle udført omkring århundredeskiftet 1800- 1900.

Det sidst daterede oliebillede er fra 1898. der findes også en del tegninger, hvor den sidste er dateret 1899. Hun debuterede i 1888 med et billede “Damer” på Charlottenborg, og siden i 1891 på den første af  Den frie’s udstillinger, udstillede hun et oliemaleri fra Ravello i  Italien. Havde hendes følsomme kunstnersind  og hendes høje æstetiske krav til sig selv ikke domineret over hendes evner og sans for det at kunne male, for det er kunstkendere enige om, at hun kunne, må det vel formodes, at hendes produktion af kunst ville have set helt anderledes ud.

Somrene på Skagen lod sig ikke fornægte i form af alle de gaver, der tilkom dem af inspiration og motiver, det var blot at vælge. Og Krøyer malede i oppisket stemning kunstværk efter kunstværk, som for længst er skrevet ind i kunsthistorien som kunst i verdensklasse. Efter nogle år i Madam Bendtsens hus, fik de lyst og mod på at flytte ud i den gamle byfogedgård, som var ledig, og som lå ude i Skagen plantage. De lejede huset med forkøbsret og med ret til at ændre på det.  Arkitekt Ulrik Plesner fik til opgave at realisere deres ønsker og behov, og en ganske betydelig omforandring blev foretaget. Var Maries maledrømme ved at smuldre, så var til gengæld hendes kundskaber for det at kunne designe møbler også en rigdom, hun besad, og hvor hun følte sig på sikker grund, og som hun drog nytte af ved indretningen af deres nye bolig.

Marie var ganske enkelt en skaberfigur. Hun tegnede og fremtryllede de mest vidunderlige møbler af enhver art,  hun designede tapeter, kjolestoffer og træpaneler, som var en fryd for øjet,  møbler i alskens mulige kreationer, som begejstrede beskuerne. Da Brøndums Hotel udvidede til nogle nye lokaler i 1898, var det Marie, der designede og leverede møblerne dertil. Det samme var også tilfældet, da berømte Holger Drachmann indrettede sin villa Pax i Skagen. Og det gentog sig yderligere, da Ulrik Plesner i 1914 tegnede og indrettede Den Kongelige feriebolig Klitgården i Skagen. Der blev der atter brug for Maries design af stole, borde og senge, som blev anvendt. Det samme gik forud, da Marie og Søren byggede og indrettede deres kæmpe villa i København. Hallen, som findes der og tegnet af Marie, findes også som kopi i Klitgården.

Marie elskede at designe og vise, hvad hun med sit intellekt formåede at omskabe til æstetiske former, både i forholdet til malerkunsten og siden hendes arkitektoniske interiør opgaver. Det er svært at bedømme, om Marie skulle have valgt det ene frem for det andet, men det er uomtvisteligt, at hun med disse medfødte kunstneregenskaber ville kunne have fremvist for verden  den kunst, der aldrig blev skabt, da egne krav fornægtede det af grunde, som vi kender.

Vibeke Krøyer udtalte som voksen Citat : ” Min mor var en kunstner i indendørsakitektur. Havde hun været ung i vor tid, kunne hun være blevet en kapacitet i faget “Glædeligt at konstatere, at hun her fandt en niche, der kunne skærme for den glæde, hun aldrig fandt helhjertet i malerkunsten.

Krøyers sygdom havde tæret på Maries fysik, så i 1902 foretog hun en rejse til Taormina på Sicilien for at samle sig og komme til kræfter igen.Når man, som Marie Krøyer, smuk og stilfuld alene vandrer rundt blandt øens mange unge varmblodige herrer, bliver man lagt mærke til. Det skete naturligvis også, at de ønskede kontakt, men hun lod sig ikke anfægte.  Men i sin ensomhed havde hun derimod mødt en fem år yngre mand,  som var komponist og musikdiriktør fra Sverige og hed Hugo Alf’vén. De boede på samme hotel og nød deres fælles selskab, som i takt med tiden udviklede sig katastrofalt fra venskab til kærlighed. Don juanen Alf’vén elskede kvindelig skønhed, så han satte sig for, at denne charmante kvinde måtte erobres, selv uden omkostningerne. En udfordring han søgte og fik.

Opholdet på Sicilien sluttede. De tog kærligt afsked, og hun hastede derfra til Paris, hvor Krøyer var nede for at male. Hun bad om skilsmisse, som sagen stod, men han afslog, og foreslog hende at bede Alfvén komme til Skagen, når de var hjemme igen. Søren opfattede ikke romancen som alvorlig og troede, det ville fortage sig, men det skete ikke, og Hugo Alf’vén blev nær ven af huset, og besøgte Skagen kort i sommeren 1902 og igen 1903og 1904, men  boede dog for sig selv i et hus ikke langt fra Krøyers.

I Skagen komponerede han et af sine bedste værker, Svensk Rapsodi, som udkom 1904. Efter flere års besværligheder og bekymringer vedrørende den manglende skilsmisse, gav Krøyer endelig slip på Marie,  men dog først efter at hun fortalte ham, at hun ventede barn med Alf’vén. Barnet blev født i 1905, og hun blev døbt Margita.

Der gik dog en del år inden de lovformeligt blev gift,  hvor så de flyttede ind i den dejlige Alf’véngård i Tällberg ved Siljansøen i Sverige,  som Marie havde tegnet og indrettet efter deres fælles ønsker. “Alf’véngården er et bjælkehus i to etager med fuld kælder. Det står på grundens højeste punkt med den smukkest  tænkelige  udsigt over Siljan. Marie anså det selv for et kunstværk.” Citat: fra  Kunsten i Marie Krøyers liv. Inden da havde de boet i Alf’véns embedsbolig i Uppsala.

I Alfvéngården fik hun atter rige muligheder for at skabe et kunstnerhjem i de perfekte rammer. Men desværre fungerede samlivet med Hugo ikke efter hensigten. Som den charlatan han var med evige troskabsbrud, blev deres samliv et helvede, men trods hans utallige affærer, forblev han hendes livs passion. Erotikkens kraft imellem dem bandt Marie til Hugo, og kærligheden til ham beholdt hun trods de mange sidespring, som hun med årene resignerede over for.

Efter 25 års samliv bristede ægteskabet dog, da Hugo Alf’vén forelskede sig i en ung tandlægefrue, som forlangte han lod sig skille fra Marie, da hun selv havde forladt både mand og barn. Marie blev dybt chokeret og modsatte sig hans ønske  Citat: Jeg giver aldrig mit samtykke til skilsmisse, jeg vil ej for anden gang gennemgå de skrækkens kvaler som en skilsmisse medfører”Efter 8 års kamp mod skilsmisse blev tonen mere og mere hadsk imellem dem, til der endeligt faldt dom i sagen, som endte med skilsmisse i 1936. Hugo giftede sig straks med elskerinden. Og kærligheden til Marie var for længst ophørt. Han bad hende forlade Alfvéngården efter skilsmissen, men da hendes helbred ikke var til at flytte på pensionat, lejede hun og datteren Margita en møbleret lejlighed i Stockholm.

Da Margita, som var en trofast datter senere arvede Alf’véngården, flyttede mor og datter tilbage igen.Tilbage i den gård, bygget af bjælker, som hun for længst havde tegnet og brugt  energi og kræfter på, og som skulle  fungere som et hjem i kunsten og musikkens tegn, sad hun nu foran og tænkte på vennerne, som aldrig svigtede hende : Anna og Michael Ancher, Agnes og Harald Slott – Møller. Nu var de døde på nær Harald. Hun savnede dem, for hvad havde de ikke betydet for hende livet igennem?  Især den kære Agnes. Mens hun nød den betagende udsigt udover den smukke Siljansø, vendte tankerne som så ofte tilbage på livet, som havde givet hende så mange vidunderlige år, med dage og vidunderlige hændelser, som mange aldrig ville få, men hun var også bevidst om, at et liv uden skuffelser er kun en illusion, og nogle af dem hun fik, kunne hun måske have undgået, hvis hun havde fulgt Agnes råd i 1908, om ikke at gifte sig med Hugo. Så havde meget måske set anderledes ud. Hun så for sig den gode Anna Ancher, som var et solstrejf, når hun talte om at være i harmoni med tilværelsen. Så for sig billedet af Krøyer, hvor de en sommeraften arm i arm vandrer langs Skagens strand i fortrolig samtale. Anna Ancher forstod med hjertet. Nu stod det for hende som ganske ubegribeligt, som en dårskab, at hun gik fra Krøyer. Dette gode,højsindede og elskelige Menneske, som hun svigtede til fordel for Hugo Alfvén, som til gengæld havde sveget og svigtet hende, så lavt, så usselt. Kun inspirationens øjeblikke havde været lykkelige. Til afdøde Agnes mand Harald skrev Marie i juli 1937 bl,a. følgende: Man behøver ikke at vente på et helvede i en anden Tilværelse man faar alt straf for sine Synder i denne…

Marie, kunstnerhustruen, der inspirerede to store kunstnere, kvinden, hvis bedårende skønhed var hendes ulykke, og hendes glæder betaltes med sorger døde den 25 maj 1940 i Stockholm

Kilder: Portræt at Skagensmaleren P.S. Krøyers Hustru
af Maler og forfatter Margrethe Loerges.

Kunsten i Marie Krøyers liv.
Af Forfatter Tonni Arnold.

Balladen om Marie Krøyer.
Af Tonni Arnold.

Skagen – Monografier.
Af Forfatter  Lise Svanholm.

Malerne på Skagen.
Af Forfatter Lise Svanholm.

Skagens Museum.

Den Hirschsprungske samling.

Statens Museum For Kunst.