Hun var mere flittig, end vi hidtil har antaget. »Hun havde en seriøs stræben efter at blive maler«, siger mag.art. Tonni Arnold, forfatter til den væsentlige bog »Balladen om Marie. Biografien om Marie Krøyer« (1999) og nu også »Kunsten i Marie Krøyers liv«, som udkommer i dag, om Marie Krøyer.

Vi har længe vidst, at Marie Krøyer var mere end blot P.S. Krøyers billedskønne hustru. Hun malede selv, havde talent og var fremadrettet i sit maleriske udtryk. Det nye er, at vi nu ved, at Marie Krøyer malede mere end hidtil antaget. Hun kæmpede længe for at holde fast ved sit maleriske projekt. Fra i dag og frem til søndag 12. maj har vi chancen for at se Marie Krøyers ukendte billeder, 40 malerier og 20 tegninger, der for de flestes vedkommende har ligget i Marie Krøyers tegnemappe på loftet i en privat bolig i Sverige.

»Nu ved vi, at hun længe forsøgte at kombinere maleri og ægteskab,« siger Tonni Arnold, der har opsporet disse 60 værker af Marie Krøyer, som nu for en kort stund vises i Kunstforeningen. Det er bl.a. gennem Marie Krøyers og P.S. Krøyers datter, Vibeke Krøyers korrespondancer, at Tonni Arnold har fundet frem til de ukendte værker. Vibeke Krøyer forærede, da hun arvede Alfvéngården i Tällberg i Sverige i 1962, størstedelen af morens malerier til en lokal håndværker. På loftet, over håndværkerens værksted har Marie Krøyers tegninger og mindre malerier nu ligget i over 40 år. Kun tre af billederne har hængt i en stue. Tonni Arnold tager blandt andet dette fund som tegn på, at ingen har taget Marie Krøyers kunst alvorligt. Men det gjorde hun selv, kan vi nu se.

Tonni Arnold pointerer, at Marie Krøyers identitetsfølelse i høj grad lå i kunsten. »Det er tydeligt, at hun forsøgte at lykkes som maler, men omstændighederne gik imod. Krøyers sindssyge bryder ud, og hun giver op. Som jeg også skrev det i »Balladen om Marie Krøyer« var det perfektionismefælden, der klappede. Marie Krøyer ville alle roller. Hun var en moderne kvinde. Men hun savnede netværk. I modsætning til Anna Ancher, som hun talte godt med, havde hun ikke tilstrækkelig støtte. Anna Ancher havde hele sin familie omkring sig. Og hun havde et andet sind,« siger Tonni Arnold, der i bogen har samlet Marie Krøyers fulde produktion. I Kunstforeningen er det udelukkende de ukendte værker, der vises. Ikke som en egentlig udstilling, idet der ikke er sorteret i værkerne. Havde det været planlagt som en udstilling, ville en del af de mindre overbevisende værker være selekteret fra.

Fundet, der kan ses i 11 dage i Kunstforeningen på Gl.Strand i København, viser, at Marie Krøyer tidligt viste talent, blandt andet i portrætmaleri. Og det fremgår, at hun, trods tidens tilknappethed, havde sans for kroppen. Det ser man af de mange tegninger, udført efter både mandlig og kvindelig model. Blandt de ikke tidligere offentliggjorte malerier er der et fint strandparti fra Løkken Strand, skystudier, farvestærke, men skitseprægede malerier med rødkalket gård og et lysfyldt motiv med terrasse, formentlig fra Anacapri. Men her er ikke værker, der rokker dramatisk ved den hidtidige opfattelse af hendes kunst. Det skulle da være, at vi ser flere eksempler på malerier, der har fokus på lyset og farvefladerne. Men det har vi allerede anet i P.S. Krøyers og Marie Krøyers fælles dobbeltportræt, hvor Marie har malet P.S. Krøyer med tydeligere fokus på lyset og farvespillet i et mere moderne udtryk end det, man ser i Krøyers portræt af Marie. Også Skagens Museums lille fine billede med klostergang i Ravello, malet af Marie Krøyer har givet indtryk af hendes interesse for lyset og fladerne. Længe troede man, at dette billede var malet af P.S. Krøyer.

Tonni Arnold fortæller, at mange unge kvinder ser sig selv i Marie Krøyer. De identificerer sig med den kvindelige perfektionisme, ønsket om at udmærke sig på alle områder, som Tonni Arnold beskrev i bogen »Balladen om Marie«. Marie Krøyer var ofte deprimeret, hvilket fremgik af hendes breve til veninden Agnes Slott-Møller. Man kan tydeligt se af P.S. Krøyers fotografier af Marie, at hun er deprimeret. Blandt andet i situationer, hvor hun er sammen med datteren Vibeke. Tonni Arnold mener, at Marie Krøyers perfekte, udstyrsagtige ydre primært var P.S. Krøyers ønske. Før hun møder Krøyer, er hun mindre opstyltet.

Når Marie Krøyer var deprimeret, bortset fra egentlige sygdomsperioder, var hun alligevel beskæftiget med æsteticeringen af hjemmet. »Så lavede hun noget lettere,« siger Tonni Arnold og henviser til dekorative arbejder, som er beskrevet i bogen. Blandt andet designede hun stole. »Men nu ved vi, at hun i en længere periode seriøst stræbte efter at være maler, at hun rejste ud alene og, at der kom noget ud af det,« siger Tonni Arnold.

40 malerier og 20 tegninger. Vises i anledning af Tonni Arnolds bog »Kunsten i Marie Krøyers liv«, der udkommer i dag på Lindhardt og Ringhofs Forlag, i Kunstforeningen, Gl.Strand 48. Tir.-søn. 11-17. Mandag lukket. Til 12. maj.