Elisabeth Fabritius. Gallen-Kallela Museo, Espo, Helsinki 2007, pp. 209-221

Bidrag til udstillingskatalog

Lykke og ulykke følges ad, hedder en strofe i en gammel dansk salme, der kunne være udtryk for kunstnerparret Marie og Peder Severin Krøyers skæbne. Da de i vinteren 1889 forelskede sig i Paris, havde han nået et højdepunkt i sin karriere, mens hun stod klar til en løbebane som maler. Brylluppet stod om sommeren, og ægteskabet var i de første år særdeles lykkeligt trods aldersforskellen på 16 år. Mens han fortsatte at have succes, gik der ikke længe, før hun holdt op at male. Svær sygdom under bryllupsrejsen til Italien gav hende det første knæk. Gennem 1890’erne blev deres indbyrdes forhold stadig mere anstrengt trods fælles projekter som indretningen af hjemmet i Skagen og i København. Deres eneste barn, datteren Vibeke, født 1895, bragte hende ikke lykke. Hun trak sig tilbage fra verden og kredsede i breve om sin utilstrækkelighed. Efter Krøyers første indlæggelse på psykiatrisk hospital i 1900 gjorde hun imidlertid et forsøg på at få familielivet til at fungere. Men i 1902 indledte hun et forhold til den svenske komponist Hugo Alfvén, som førte til ægteskabets endelige forlis få r senere. Knapt femten år fik hun og Krøyer sammen.

Marie voksede op i København som datter af tyske forældre, væveridirektør Max Triepcke og hustru Minna. Dengang sluttede skolen for piger ved konfirmationsalderen, og al videre uddannelse, typisk i sprog, tegning, musik, var privat. Hjemmet var liberalt og familien positiv over for Maries ønske om at tegne. 16 år gammel fik hun i foråret 1883 sin første undervisning af maleren Carl Thomsen. De bevarede tegninger fra dette år viser klart hendes talent. Om efteråret blev hun elev på Bertha Wegmanns private malerskole, hvor hun gik i to vintre. Wegmann havde som en af datidens få kvinder gennemgået en professionel maleruddannelse, overvejende i München. Imidlertid var hendes stil så påvirket af tysk kunst, at hun havde svært ved at blive anerkendt i Danmark, trods flere præmier og skønt hun var det første kvindelige medlem af Kunstakademiet. For en ung kunststuderende som Marie Triepcke må Wegmann have tjent som rollemodel. De lærte hinanden nærmere at kende, da Marie sad model til et stort billede i en båd under et piletræ, en tidstypisk skildring af en ung pige mere end et portræt. Marie fortalte om sin lyst til at blive maler og viste sine tegninger til Bertha Wegmann. Det var efter alt at dømme hos hende, at Marie lærte at male med oliefarve. De tidligst kendte studier af hende er fra 1884, og fra sommeren 1885 findes en hel del landskabsskitser og interiører.

Imidlertid ophørte Wegmann at undervise, og Marie måtte finde en anden skole. Kunstakademiet optog ikke kvinder, men siden 1882 havde ”Kunstnernes Frie Studieskoler” været et alternativ. Vel vidende at heller ikke Studieskolerne optog kvinder, rettede Marie Triepcke i oktober 1885 henvendelse til Studieskolernes bestyrelse sammen 10 andre kvinder om at få etableret undervisning for damer. Bestyrelsen talte førnævnte Carl Thomsen, Krøyer og Laurits Tuxen, som forbavsende nok arrangerede det ønskede kursus, hvor Marie gennem to vintre dygtiggjorde sig og oplevede Krøyer som lærer, uden at han lagde mærke til hende. Undervisningen bestod i tegning efter levende model, et enestående tilbud til kvinder på den tid. At Marie fik godt udbytte af kurset ses at de mange bevarede studietegninger og pasteller.

Marie var altså aktiv i kvindekampen i disse år og kæmpede energisk for at dygtiggøre sig. Hun hørte til tidens radikale og havde ligesindede venner som malerparret Agnes og Harald Slott- Møller. I 1888 debuterede Marie på Charlottenborg-udstillingen, men supplerede alligevel uddannelsen med modeltegning på en skole i Paris i 1889, en tid sammen med Anna Ancher. Forudsætningerne for en karriere som maler var nu til stede.

I Paris forberedtes den store verdensudstilling i 1889, og mange skandinaviske kunstnere benyttede anledningen til et længere ophold i den franske hovedstad. Marie fik snart kontakt med de danske og nordiske kunstnere, bl.a. kunstnerparret Ancher, Laurits Tuxen, Hanna Rönnberg og P.S. Krøyer, der nu med et fik øjnene op for hende. Deres stormende forelskelse lod sig ikke skjule, og glæden var stor i den skandinaviske koloni, da de forlovede sig i maj.

Krøyer var i 1889 den mest kendte og mest succesfulde danske maler. På Verdensudstillingen kunne man beundre et repræsentativt udvalg af hans bedste arbejder, der viste, hvad han havde fået ud af sit studieophold i Frankrig 10 år forinden. ”Hip, hip, hurra”, der forestiller kunstnerkolonien i Skagen, vandt præmie. På Bonnats skole havde han tilegnet sig den franske akademiske metode, det hurtige præcise modelstudium og læren om valørerne. Sammen med Tuxen havde han introduceret principperne i Danmark på ”Kunstnernes Studieskoler” og dermed bidraget afgørende til den fornyelse i kunsten, som 1880’ernes unge malere skabte. Det bragte ham i opposition til Kunstakademiet og kunstens øvrige autoriteter, men ikke værre end at han fik bestillingsopgaver fra det officielle Danmark. Det var ikke kun ambitiøse figurbilleder og elegante portrætter i international smag, Krøyer malede. Han havde også lært at påskønne det franske friluftsmaleri, som han dyrkede intensivt på Skagen, hvor han opholdt sig om sommeren fra 1882. Krøyer havde evnen til at få et godt billede ud af hvilket som helst motiv, og han kunne arbejde i enhver genre. Med hyppige rejser holdt han sig ajour med nye kunstneriske strømninger rundt omkring i Europa.

Forlovelsen vakte opsigt. Var det kærlighed eller opportunisme? Krøyer havde altid ønsket sig en smuk kone, og det fik han. Marie var allerede kendt for at udnytte sin charme, havde hun flirtet sig Krøyer og dermed til velstand og berømmelse? Ikke desto mindre voksede forelskelsen til kærlighed, næret af en fælles passion for kunsten og en radikal livsholdning. Ægteskabet ændrede livet afgørende for dem begge. Han som hidtil havde været ekstrovert foretrak nu tosomheden. Efter brylluppet i juli forsvandt parret fra den kunstneriske scene og kom først til København halvandet år senere. Bryllupsrejsen begyndte i Nordjylland i Stenbjerg, hvor de begge malede flittigt. Forelskelsen lyser ud af de intime portrætter, han skabte af hende her. I Anchers Hus i Skagen findes et smukt interiør med en vævende kone set bagfra, som må betragtes som hendes hovedværk. Det røber kendskab til Impressionismen og er malet, mens hun endnu havde sin arbejdsevne i behold, altså formentlig i Stenbjerg. Det er også i her, vi første gang hører om parrets interiør dekoration. Fra Paris havde de medbragt japanske genstande og stoffer – tidens højeste mode – som prydede deres midlertidige logi.

Vinteren tilbragte Krøyers i Italien, hvor hun i flere måneder lå syg af tyfus. Da hun i forsommeren 1890 atter kom i gang med at male, blev det kun til små uprætentiøse skitser, stort set det sidste hun malede, hendes helbred var svækket for altid. Hjemkomsten til Danmark i december blev en skuffelse, hun følte sig ikke velkommen blandt Krøyers gamle venner. Marie kom ikke i gang med at arbejde, mens Krøyer hurtigt fik store opgaver, som i 1890’erne tog stadig mere af hans tid og kræfter. ”Fra Københavns Børs” med 50 individuelle portrætter blev afsluttet i 1895 og ”Videnskabernes Selskab” med 51 portrætter i 1898.

Sommeren 1891 blev parrets første i Skagen. De lejede sig ind i et gammelt hus i den vestlige ende af byen, fjernt fra de mange sommergæster omkring Brøndums Hotel i den østlige del. Der havde Krøyer før i tiden arrangeret fester og været midtpunkt i kunstnerkolonien, nu holdt han sig på afstand af sit gamle miljø. I sin kunst koncentrerede Krøyer sig om en ny, mere romantisk udtryksform, hvor scenen er Skagens Sønderstrand med Marie som hans beundrede model og belysningen den blå nordiske sommeraften. Inspirationen fra japanske træsnit og den amerikansk-franske maler James McNeill Whistler vidner om, at Krøyer holdt sig ajour med tidens moderne strømninger og havde evnen til at forny sig kunstnerisk. Marie gik over til dekorative arbejder, vævning og broderi, men undlod at udstille. Det havde ellers været oplagt på Den Frie Udstilling, der åbnede i 1891 som et alternativ til Charlottenborg-udstillingen, og hvor hun det første år viste et par af sine italienske oliestudier. Sidste gang hun optrådte offentligt var som medlem af ”Kvindernes Udstilling”s kunstudvalg 1894-95.

I 1894 var Marie stærkt hæmmet af en besværlig graviditet. Samme år fik Krøyers mulighed for at leje og indrette en bindingsværkslænge i Vesterby. Inspireret af Arts and Crafts bevægelsen valgte de at designe møbler selv og blande dem med almuemøbler, empiremøbler, italienske fliser, japanske stråmåtter m.m. Stuerne fik hvide vægge, nogle også dekorative træskæringer. Haven, der mest bestod af tynde træer, blev smykket med løgplanter og krukker med hortensia. Resultatet var eksklusivt og moderne, og Krøyer forevigede de smukke interiører i serier af fotografier. I 1898 designede hun et nyt møblement (sofa og stole) brunbejdset og dekoreret med brandmaleri. Parret betragtede selv hjemmet som et kunstværk, også Marie og Vibekes kjoler var en del af iscenesættelsen. I 1899 malede han nogle akvareller derfra, inspireret af Carl Larssons fra Sundborn, han havde set i Stockholm 1897. Og Marie samlede fotografierne fra hjemmet i et dekoreret album med titlen ”Sommerbogen” og i 1900 et større ”Til vort hjem”, hvis motto er John Keats’ berømte strofer: ”beauty is truth, thruth beauty, – thats is all ye know on earth and all ye need to know”. Det sidste er tilegnet Krøyer i et sidste forsøg på at fastholde deres fællesskab.

I Skagen levede Krøyers relativt uforstyrret og så kun få gamle venner. I København fik de i 1897 med Ulrik Plesner som arkitekt bygget et stort hus i Bergensgade, hvis udformning de begge bidrog til. Selvklart fik Krøyer et stort atelier, men også Marie fik et værelse til sin væv. Trods gode indtægter måtte parret sælge huset få år efter, de levede bestandig over evne. Men deres særprægede hjem blev vist frem i blade og tidsskrifter.

Mens Krøyer tilsyneladende upåvirket fortsatte sin karriere, gled Marie ind i passivitet med legemlige skavanker og sortsyn, som måske kunne skyldes en fødselsdepression, et dengang ukendt begreb. Objektivt set var hun privilegeret, til husholdningen havde hun indtil flere tjenestepiger, men ingen kunne ret længe leve op til hendes perfektionskrav. Som kunstner mistede hun troen på sig selv. Gentagne gange tog hun alene til Italien, og det var under et af disse månedlange ophold, hun og Hugo Alfvén forelskede sig. Det førte til skilsmisse efter nogle års betænkningstid, og Marie forlod familien i Skagen for bestandig. Krøyer derimod mistede ikke evnen til at male trods alvorlig sygdom. Hans store Sankt Hans billede, fuldendt 1906, er hans afsked med den epoke, som han delte med Marie. Få år efter døde han i Skagen, kun 58 år gammel.