Blomstertryllerier
Marie Krøyer blev berømt som sin mands vakreste model. Men kvindens skønhed er som blomstens: et memento mori. Krøyer tryllede ofte med blomster, når han skulle erklære sin kærlighed – og Marie gjorde ham kunsten efter. I maleriet fra Ravello, der kunne bære titlen “Träumerei”, er det søvnens og dødens røde valmuer, i frokostbilledet ærlige og ufarlige morgenfruer, i haven på Skagen blomstrer en hel, jublende rosenbusk. Der er blomster i Maries hat på det blå skumringsportræt ved stranden – og til hendes ære lod han blomster spire frem midt i den kolde vinter. Else Moltke genfortæller i Tidens Kvinder den 11. december 1951 en oplevelse, hendes mand Harald Moltke havde haft: “Det var midt om vinteren, og der lå dyb sne uden for villaen, hvor Krøyers boede i Kristianiagadekvarteret. Med forundring så den unge maler, da han gik op mod huset, at der voksede hyacinter, tulipaner, krokus og erantis langs havegangen. Han kunne ikke tilbageholde et forundret spørgsmål om, hvordan det dog kunne gå til – her i kulden – at få sådant et blomsterflor frem. Der var et skær af lykkelig forventning over Krøyer, som stod i døren. “Jeg skal sige Dem, jeg venter min kone hjem fra rejse i dag, og derfor har jeg været ude og købe blomster og stukket dem ned i sneen for at give hende en festlig velkomst.”

Men da havde Marie Krøyer allerede for længst fjernet sig fra Krøyer, også i de blå nocturner fra Skagens strand, der kunne hedde “Les Adieux”. Sådanne musikalske titler bar den amerikanske maler Whistlers malerier – og Krøyer kan i dem have fundet inspiration til sine skitser af Marie og Anna Ancher som hvide drømmesyn i skumringen. Den blå tone og den pointerede omridslinje i maleriet af hustruen med trofasthedens symbol, hunden, ved sin side skylder måske også de japanske træsnit sin artificielle karakter, medens vemoden udgør maleriets vedvarende tiltrækningskraft.

“Billedet er banalt som en dameroman,” skrev Henrik Bramsen i Jyllands-Posten, da man i 1951 for første gang samlede en stor retrospektiv Krøyerudstilling på Charlottenborg. Med en sådan flothed kan man jorde en hvilken som helst kærlighedserklæ-ring, da forelskelsen naturnødvendigt er banal; men be-sværgelsen i Krøyers store portræt af den hvidklædte frue ved havet er ikke banal. Direkte uhyggeligt er dobbeltportrættet fra 1899, hvor hun kun med nød og næppe holdes fast af hans arm, der ikke vil kunne forhindre, at hun i næste øjeblik sejler bort fra ham. De alt for smukke klæder og hans opsigtsvækkende elegance udgør i den nordjyske natur et varsel om fare. Parret er blevet et “kunststykke”, og det fælles barn, der betegnede sig selv som “uønsket” af sin mor, forankrede ikke Marie Krøyer i ægteskabet.