Marie Krøyer er en moderne kvinde

På torsdag bliver det for første gang i et kvart århundrede muligt at løse biografbillet til en Bille August-film på dansk. Den 63-årige instruktør har med “Marie Krøyer” lavet sin første film herhjemme siden Oscar-vinderen “Pelle Erobreren”, og ligesom dengang er der tale om et historisk drama.

Udgangspunktet er imidlertid ikke slavelignende forhold for daglejere på Bornholm, men derimod privatlivet hos den berømte Skagensmaler P.S. Krøyer og især hans kone, Marie.

– Jeg har i mange år været optaget af, at så mange dygtige malere valgte at slå sig ned i så fjerntliggende et sted, som Skagen var på det tidspunkt. Det er ikke en film i sig selv, men så læste jeg en biografi om Marie Krøyer. Der var tre-fire år af hendes liv, som kunne danne grundlag for en rigtig god film, forklarer Bille August til Ritzau.

Filmen tager udgangspunkt i årene omkring Marie Krøyers brud med den berømte maler, som var plaget af en sindslidelse.

En væsentlig del af filmen er de udfordringer, som Marie Krøyer møder i samfundet anno 1900. Hun mister myndigheden over parrets datter, og hun bliver udstødt af den danske overklasse, da hun indleder et forhold til den svenske komponist Hugo Alfvén.

Lovgivningen og folkestemningen har ændret sig markant siden dengang, men ikke desto mindre finder instruktøren stadig problematikken relevant i dagens Danmark.

– Selvfølgelig er samfundet meget mere ligestillet nu, men jeg oplever i lige så høj grad og måske endnu højere grad, at især kvinder står over for lige så store valg, når det gælder familie, karriere, børn og kærlighed. På den måde tror jeg ikke, det er blevet lettere på nogen som helst måde. Det kunne næsten lige så godt være en skildring af en moderne kvinde, vurderer instruktøren.

Efter 25 år i udlandet blev han mødt af nye tider ved hjemkomsten til dansk film.

– Jeg troede virkelig, at jeg skulle tilbage og arbejde med alle vennerne, indtil jeg opdagede, at der ikke var nogen tilbage, konstaterer han med et smil, inden han påpeger:

– Det kan også have nogle store kvaliteter, at jeg ikke var alt for involveret og kom helt fordomsfrit. Jeg vidste ikke, hvem der var gift med hvem, og hvad deres fortid var, og jeg ville heller ikke vide det. Så kunne jeg gå ind i det med åbne øjne og koncentrere mig om at fortælle historien, forklarer han.

Konkret begrænser forskellen på danske og udenlandske filmproduktioner sig ifølge Bille August til størrelsen på filmholdet og skuespillernes campingvogne. Til gengæld er der stor forskel på den danske filmbranche, August forlod i 1987, og den, han nu vender tilbage til.

– Der er en større mangfoldighed. Sidst jeg lavede film i Danmark var der relativt få filmskabere, der markerede sig, men i dag sprudler filmmiljøet herhjemme på en meget sund og god måde. Jeg oplever også, der er en fin respekt og forståelse mellem instruktørerne. Det føles som om, der er en kollegial holdning mere end en konkurrenceattitude, og det tror jeg er meget sundt for miljøet, vurderer instruktøren.

Hans næste to film “Nattog Til Lissabon” og “City of Broken Promises” er dog henlagt til henholdsvis Portugal og Kina, men instruktøren vil gerne lave flere danske film, forsikrer han. Selv om han har nået efterlønsalderen, har han ikke planer om at stoppe med at arbejde.

– Jeg håber, jeg kan blive ved indtil jeg dør. Jeg har lige filmet i Portugal, hvor jeg mødte en instruktør på 103 år, som skulle til at i gang med sin næste film. Det var meget optimistisk at opleve. Alder er ligegyldigt så længe, man har dømmekraften. Hvis man mister den, skal man holde op, inden det bliver sørgeligt. Men så længe, man har energien, fortælleglæden og begejstringen, så er det bare om at give den gas, siger instruktøren.

Skulle gnisten forsvinde kan det være, instruktøren vil gå P.S. Krøyer i bedene og genoptager den malerhobby, han opgav som teenager.

– Når jeg engang bliver rigtig gammel, så tror jeg, at jeg vil tage det op igen. Men det er meget tidskrævende, og det er film også, så i øjeblikket går det ikke at forene det, forklarer han.