Kunstskolen for Kvinder

Undervisning for kvinder: 1870’erne-1920’ern

Undervisning for ambitiøse kvindelige kunstnere var fra begyndelsen en mangelvare på Akademiet. Kunstskolen for Kvinder markerede de første skridt i en langvarig kamp for kvinders ligeret

”At kvinder har samme Ævner som Mændene, vil næppe nogen paastaa”. En sådan overbevisning formulerede arkitekten Vilhem Klein, der i 1876 oprettede den private Tegne- og Kunstindustriskole for Kvinder. Og en sådan overbevisning kendetegnede den generelle holdning i tiden til kvindelige kunstnere.

Kvindens rolle i samfundet var defineret af hjemmets fire vægge, børnepasning og korrekt husførelse. Tegne- og maleundervisning var indeholdt i en generel undervisning og opdragelse af borgerskabets døtre, men havde kvinderne ambitioner som kunstnere, var de overladt til privatundervisning. Blomstermaleriet, der gik fint i spænd med en anden hjemlig syssel, broderiarbejdet, blev anset som kvindernes metier, når det galdt kunst.

Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder

Spørgsmålet om, hvorvidt kvinderne skulle have adgang til Kunstakademiets skoler, dukkede op i begyndelsen af 1870erne, især på opfordring fra Dansk Kvindesamfund. Efterhånden som kvinderne blev mere synlige i det offentlige rum, og der blev mere brug for dem på arbejdsmarkedet som følge af industrialiseringen, voksede behovet for mere grundige, institutionsbaserede uddannelsestilbud til kvinder.

I 1873 foreslog direktør Meldahl Skolerådet at give kvinder adgang til tegneundervisning. Flere af Akademiets lærere var positive over for tanken, og flere anbefalede ligefrem at indføre fællesundervisning. Men grundet pladsforholdene blev ønsket om en kvindeskole på Akademiet ikke i første omgang realiseret.

Da arkitekten Vilhelm Klein i 1876 oprettede sin Tegne- og Kunstindustriskole for Kvinder, var det derfor belejligt for Akademiet, der i årene fremover kunne henvise til den, når nogen efterlyste en kvindeskole. Bag tegneskolen stod også Dansk Kvindesamfund, der ønskede at styrke kvindernes muligheder for at blive ansat i kunstindustriens virksomheder.

Modelklassen. Kunstskolen for kvinder
Modelklassen. Kunstskolen for kvinder, Kunstakademiet i København. 1903/04
Kunstskolen for Kvinder ca 1892-98
Lærerne August Saabye og Viggo Johansen med elever, Kunstskolen for Kvinder, ca, 1892-98
Kunstskolen for kvinder
Kunstskolen for kvinder, Kunstakademiet i København. 1903/04

Kunstskolen for Kvinder

I mange år stod Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder dog i vejen for etableringen af en egentlig kvindeskole i Akademiets regi. Maleren Johanne Krebs påviste dette i en række artikler i Politiken 1888, hvor hun fremhævede de mange mangler ved undervisningen i billedkunst.

Krebs blev medlem af Dansk Kvindesamfund i 1884 og gjorde sig hurtigt bemærket med artikler om kvinders ligeret i alle sammenhænge, uddannelse, erhverv og stemmeret. Hendes kritik blev bakket op fra politisk hold, og i efteråret 1888 åbnede Kunstskolen for Kvinder med Johanne Krebs som inspektrice.

Først placerede man Kvindeskolen i lejede lokaler i Amaliegade 30, men i 1897 flyttede den ind på Charlottenborg i Udstillingsbygningen. Kvindeskolen fik egen bestyrelse, men ikke egne professorer. På opfordring fra de kvindelige kunstnere blev maleren Viggo Johansen og billedhuggeren August Saabye ansat som lærere og vurderingen fra Akademiets side var, at dette var nok.

I 1908 fusionerede skolen med Akademiet, hvormed mænd og kvinder fik lige adgang til Akademiet. Dog var kønnene fortsat adskilte i fag med tegneundervisning efter nøgenmodel.

Mænd, kvinder og nøgenhed

Siden 1875 havde kvinder haft adgang til Universitetet, og fællesundervisning blev indført i Folkeskolen i 1903. I begyndelsen af det nye århundrede var spørgsmålet nu om øjeblikket for kvindernes adgang var kommet for Akademiet. Bekymringen over arbejdet med nøgenmodel var hovedårsagen til modstand fra Skolerådet.

Problemstillingen var en udløber af de moralske anfægtelser, der tidligere i historien var brugt som argument imod overhovedet at lade kvinderne arbejde efter nøgenmodel. Man frygtede at synet af den nøgne krop ville vække upassende lidenskaber hos kvinderne. På Kunstskolen for Kvinder havde eleverne fra begyndelsen arbejdet efter nøgenmodel, men skulle studierne foregå i samvær med mandlige elever blev sædelighedsproblemet atter aktuelt.

Allerede i 1870erne og 1880erne, i forbindelse med drøftelser om en akademiuddannelse for kvinder, blev fællesundervisning vendt, og også da blev studierne efter nøgenmodel et væsentligt argument imod. Tyve år senere var Akademiets holdning stadig den samme og argumentet var, at man ved akademier i udlandet havde haft så dårlige erfaringer med fællesundervisning, at man måtte opgive den igen.

Fællesundervisning

På kort sigt blev løsningen at introducere fællesundervisning på Dekorationsskolen, hvor man ikke praktiserede nøgenmodelstudier, og dermed fortsat opretholde Kunstskolen for Kvinder. Men efter voldsom uenighed om besættelse af en af lærerposterne i 1907, besluttede man at tage skridtet helt og fuldt: endeligt at nedlægge Kunstskolen for Kvinder med virkning fra 1908. I en prøvetid på fem år blev der indført fællesundervisning i alle klasser – med undtagelse af dem, hvor der blev arbejdet efter nøgenmodel!

Prøveordningen havde tilsyneladende ikke gjort positivt indtryk på Akademiets lærere, og på et lærerådsmøde i 1912 var fællesundervisning atter til debat. Først i 1924 i forbindelse med et nyt reglement, der skulle give eleverne mulighed for at søge vejledning hos mere end én lærer, blev det af praktiske hensyn nødvendigt at afvikle særundervisning for kvinder. Fællesundervisning blev dermed indført på alle dele af uddannelsen.

Kilder:
– Larsen, Peter Nørgaard: ”Med ryggen mod fremtiden – Billedkunst i anden halvdel af 1800-tallet”; I Fuchs, Anneli & Salling, Emma (red.) KUNSTAKADEMIET 1754-2004, Det Kongelige Akademi for De Skønne Kunster & Arkitekturs Forlag 2004, bind I, s. 119-185
– Aagesen, Dorthe: ”Mellem Tradition og Modernitet – Billedkunst 1900-1954”; I Fuchs, Anneli & Salling, Emma (red.) KUNSTAKADEMIET 1754-2004, Det Kongelige Akademi for De Skønne Kunster & Arkitekturs Forlag 2004, bind I, s. 255-319