København Østerbro. Bergensgade 10

Bergensgade 10

Foto stammer fra Niels Ludvig Mariboes billedsamling. Denne samling blev til i perioden 1880-1919, der rummer nogle af de ældste fotografier af København.

Bergensgade10 finder vi et stykke dansk kulturhistorie. I denne gade med flere ambassader, villaer, og store ejerlejligheder, bosatte maleren P.S. Krøyer sig sammen med sin hustru Marie, som også var maler og desuden arkitekt.

På toppen af P.S. Krøyers malerkarriere fik arkitekten Ulrik Adolph Plesner til opgave at tegne ægteparrets drømmehus. Plesner kendte Krøyer fra Skagen, hvor han boede i lange perioder, og hvor han blandt andet færdiggjorde den første tilbygning af Brøndums Hotel i 1892.

Bergensgade 10 Det har ikke været en helt nem opgave at tegne huset til malerfamilien. Under opførelsen blandede de sig uophørligt i indretningen af villaen i Bergensgade. Alle de mørke paneler havde P.S.Krøyer selv tegnet, og samtlige dørhåndtag i huset var designet af bygherren selv med hans og Maries initialer S og M sammenslynget. Til gengæld var trappens rækværk med motiver af blomster og svaner designet af Marie.

Når man trådte ind i huset, var man i en stor entre, der strakte sig over to etager. Til venstre lå dagligstuen og derefter Marie Krøyers arbejdsrum, som var i husets ene hjørne med lys fra gade- og havesiden. Villaens største rum var atelieret, hvor P.S. Krøyer arbejdede med de store figurbilleder, som skulle finansiere byggeriet. Han fulgte med tiden og havde indrettet et mørkekammer, som han brugte i sit arbejde med malerierne. Det er her i Bergensgade, kunstmæcenen Heinrich Hirschsprung, Edvard og Nina Grieg, Anna og Michael Anker, Holger Drachmann, og mange andre af datidens kunstnere havde deres gang.

Som de fleste sikker er bekendt med, endte det stormfulde ægteskab med, at Marie forelskede sig i sin senere mand – den svenske Hugo Alfvén. I 1905 blev ægteparret Krøyer separeret, og P.S. Krøyer solgte villaen og flyttede permanent til Skagen, hvor han døde i 1909. Senere blev villaen bygget om, hvor bl.a. Krøyers højloftede atelier blev inddraget, og der blev indskudt en ekstra etage. Huset fremstår i dag smukt vedligeholdt og malet hvidt som mange af nabohusene.

Bergensgade 10 København Ø

Arkitekturtegninger og skitse udført af Plesner, Ulrik Adolph 1861-1933. Bolig for maleren P.S. Krøyer. Bergensgade 10; 2100 København Ø