Mens vi venter på Marie

Af: AnneMarie Hørsman 8. maj. 2002. Kristeligt Dagblad

Myten om den romantiske kunstnersjæl Marie Krøyer forbliver intakt i Tonni Arnolds nyeste bog, der inddrager hidtil ukendte værker af kunstneren

Først udkom biografien »Balladen om Marie«. Nu har Tonni Arnold præsteret en ny bog om Marie Krøyer (1867-1940), denne gang om hendes kunst. Tror man. For det er stadig balladen om Smukke Maries skæbnetunge liv, der optager Tonni Arnold mest. Og forvirringen bliver ikke mindre af, at det netop er den kliché, hun angiveligt vil til livs.

Anledningen til bogen er ellers legitim nok. Ingen har nemlig før givet Marie Krøyers kunst en samlet præsentation. Det skyldes vel især, at hun som hustru til legendariske P.S. Krøyer kun gradvist er slået igennem som kunstner og det med en meget lille produktion på kun godt en snes værker.

Undervejs i sin research gør Tonni Arnold imidlertid et opsigtsvækkende fund: på et loft et sted i Sverige støder hun på endnu 60 værker, som har ligget og samlet støv i næsten et halvt århundrede. Man forstår forfatterens begejstring! Og man forstår også, hvorfor historien om kunstneren Marie Krøyer herefter antager »en anden nødvendig og omfattende karakter«, som hun skriver.

Det bliver imidlertid mest ved tanken. I en tvivlsom blanding af biografi og analyse tegnes nemlig et romantisk, men såre banalt portræt af en kvinde, der kæmpede med ambitionerne, kærligheden og kunsten. Det er banalt, fordi Tonni Arnold ofte ender i en naiv romanbladsjargon. For eksempel blev Krøyer »ramt af lynet og forelsket til op over begge ører« ved synet af Marie i Paris. Om hendes forhold til sin senere ægtemand Hugo Alfvén hedder det også: »Erotikkens kraft forheksede og bandt Marie til Hugo.« Sådan benytter bogen sig ikke bare frit af genrens kulørte stereotyper, der psykologiseres også vel rigeligt på vegne af de implicerede.

Forvirringen melder sig ofte. For hvem er det egentlig, der taler? Er det forfatteren i rollen som kritiker og fortolker af Marie Krøyers kunst? Eller er det den indlevede prosaist, der tænker og føler som hun? Det burde være det første, men det virker mest som det sidste. Og dermed ryger også en del af troværdigheden.

Ikke bare er Tonni Arnold konstant på fornavn med Marie og hendes nærmeste. Hun glider også behændigt ind og ud af breve og citater, så det til sidst er svært at kende forskel på stemmerne. Men ikke mindst savner man en mere reflekteret analyse af de billeder, som er bogens erklærede om-drejningspunkt. Enkelte af dem strejfer hun blot, men der er dog også en håndfuld følsomme beskrivelser undervejs. Det biografiske gods levner imidlertid ikke plads til meget andet end et flimrende og tilfældigt indtryk, ikke nok til at give læseren en samlet fortolkning af livsværket.

Tonni Arnolds opdagelse af de 60 ukendte værker på et støvet loft i Sverige er i sig selv en fantastisk bedrift. Derfor ærgres man også over, at disse fortsat lever en skyggetilværelse i hendes bog. For hendes overordnede pointe med disse billeder er først og fremmest biografisk og ikke æstetisk: de beviser over for skeptikerne, at hun kunne male, og at hun rent faktisk også gjorde det, rimelig godt endda. Og at hun dermed er en kunstner i sin egen ret. Men vi mangler stadig at få at vide præcis hvordan, for forfatteren går aldrig rigtig i kødet på disse billeder.

Indtil da må man selv gå på opdagelse i bogens righoldige illustrationer eller besøge Kunstforeningen i København, hvor de udstilles frem til den 12. maj.

Tonni Arnold: Kunsten i Marie Krøyers liv. 164 sider, rigt illustreret. 329 kr. Lindhardt og Ringhof. Marie Krøyers ukendte værker vises i Kunstforeningen, Gl. Strand i København, frem til den 12. maj.