En skæbnefortælling

Information 1999.

Bevægende dokumentation af Marie Krøyer/ Alfvéns triste historie

Biografi
Der var stærke kvindelige malere, som omkring sidste århundredskiftet insisterede på deres ligeværd i forhold til ægtemænd og mandlige kunstnere. Men de var få. En af de ranke kvindelige kunstnere som besøgte atelierskolen på Philippavej i 1880’erne var Marie Tripcke, hvis familie var tysk. Hun gik til Georg Brandes forelæsninger og var model for P.S.Krøyers En duet.
Han var den forgudede mester og hun blot en ung, frygtsom elev, “altid besjælet af en højst hæmmende Selvkritik”.
Men smuk var hun: “Frøken Triepckes himmelsk-dejlige øjne, der kunne gøre en helgen tummelumsk,” skrev Brandes.
1888 tog hun alene til Paris for af male, men snart var hun ligeså feteret der, som i København og kunstnerne friede til hende på stribe, men det var Krøyer, den store maler og grandseigneur som erobrede hende.
I en udstilling på Gl. Holtegård for to år siden fik man lejlighed til at se Marie Krøyers maleri side om side med mesterens. Det var en smuk oplevelse, for hun kunne male, og i det første hjem hun og Krøyer indrettede var der to atelier, i de senere kun ét.
I kataloget, fortalte Tonni Arnold historien om Marie og P.S.Krøyers liv, et forarbejde til hendes nu publicerede biografi, Balladen om Marie.

Vennernes fordømmelse
Støttet af et utal af åbenhjertige breve fra den skriveglade élite af dansk kunstliv, mennesker, som stod hinanden nær, giver forfatteren et dybt bevægende og smerteligt portræt af en kvinde, som søgte sit livs indhold i ægteskabet, og forståelse og støtte hos sine veninder.
Men det var stort set kun malerparet Agnes og Harald Slott-Møller, som stod last og brast med hende hele livet. Og at blive fordømt af vennerne var en pinefuld erfaring, som fulgte Marie i perioder gennem hele liv.
Første gang hun oplevede fordømmelsen, var da hun jublende vendte hjem til København efter giftermålet med Krøyer. Hun fik skylden for at Krøyer havde svigtet en kvinde, som ventede barn med ham, og københavnerne mente, at hun var årsag til Robert Hirschprungs knuste hjerte og død. Men hun tog revanche.
I de følgende år skabte hun en strålende ramme af kunst og ånd, fest og farver omkring malergeniet. Hun opgav maleriet og brugte hele sit kunstneriske talent på at realisere drømmen om det ideelle ægteskab, det perfekte interiør, med møbler hun selv tegnede, de fuldendt gode måltider, de smukkeste klæder, kort sagt ’stil’ i alt.
Fest, rejser og svigt
Og venner strømmede igen til. Krøyer solgte godt, pengene rullede.
Til gengæld svigtede de begge datteren Vibeke, som af bekvemmelighed placeredes rundt omkring blandt venner og familie. Krøyers syfiliskure og hans tilbagevendende manio-depressive psykose krævede hende helt.
Når et liv bliver sammentrængt og illustreret ved citater bliver indtrykket af omskiftelighed pointeret og derfor kommer rejser, hvor breve skrives, til at veje tungt.
Men det er forbløffende, hvor meget der rejses – for fornøjelsen, for kunsten og for helbredet, og ikke i en uge eller to, men i måneder og år.
Borgerskabet havde sine repræsentanter jævnt fordelt over Europa, og der var altid nogen til at tage imod, indkvartere og rådgive om leje af appartementer og villaer.
Italien var hovedlandet. Axel Munthe inviterer til Capri, Maries onkel og tante i Neapel, og i Taormina var der hjemlige forhold i søstrene Hoff-Hansens pensionat og samvær med Bertha Knudtzon, Georg Brandes veninde.

Himmel og helvede
Det var i Taormina, at Marie i 1902 søgte lindring for sit altid vaklende helbred og klarhed omkring sit og Krøyers strandede ægteskab.
Da var det, hun traf den svenske komponist Hugo Alfvén. Han havde længe ønsket at føje hende til sin lange liste af erobringer.
“Hun var ganske enkelt den smukkeste kvinde jeg havde set… Hele den skønne gestalts linier var præget af mildhed og gratie,” skriver han i sin selvbiografi, og skæbnen vilde, at det lykkedes – til overmål.
Ingen tvivl om, at der for de to var tale om et erotisk valgslægtskab. Når de var adskilt dyrkede Hugo ganske vist sit Don Juan-talent, men for Marie, som var monogam, blev det en besættelse, som fejede alt andet bort. Hun bekender overfor Krøyer og beder om skilsmisse, men selv om også han i de sidste år havde jagtet andre, nægtede han at give slip.
Hun vender tilbage til Krøyer, men sygner hen af længsel, hvorfor Krøyer accepterer situationen og inviterer Alfvén derop. Og så følger flere års rejsen frem og tilbage og samvær på Skagen. Her komponerer Alfvén i l903 Midsommarvaka, og Krøyer begynder på sit Sct.Hans aften-maleri, som inkluderer de elskende.
Men 1905 bliver Marie gravid med Alfvén. De rejser til Italien. Marie er lykkelig og presser på, for at de skal gifte sig, når hun bliver skilt.
Alfvén kryber udenom, og ender med at røbe, at han er forlovet med en kvinde i Stockholm. Graviditeten er hendes problem. Han rejser, og Maria beder sin moder om at måtte bo hos hende i Chemnitz. Moderen svarer, at hun hverken for egen eller sine bekendtes skyld kan tage imod hende.
Som altid delagtiggør hun Krøyer i sine problemer. Han sørger for, at hun i dølgsmål kommer til København og bliver indlogeret på dr. Muus’ fødeklinik og betaler for fødslen af Alfvéns datter Margita. De enes om skilsmisse l906, og efter en hård kamp mister Marie retten til datteren Vibeke.

Fru Alfvén
Margita bliver Alfvéns store kærlighed, og forældrene beslutter at blive sammen, men Marie vil ikke giftes.
I fællesskab bygger de den prægtige Alfvéngård på en skrænt over Siljasøen, Marie praktiserer sin udsøgte interiørkunst, og Hugo forguder sin lille datter. Erotisk besat af Alfvén er hun stadig, og bliver ved at være det mange år endnu trods hans notoriske og ydmygende sidespring.
Endelig i 1912 enes de om at gifte sig. Trods rolige og lykkelige perioder er Maries liv en opslidende kamp med sygdom og sengeleje i månedsvis, pengeproblemer og frygt.
Datteren, som elsker sin far over alle andre, bliver narkoman, og efter over tyve års samliv forfører og forelsker Alfvén sig i en ung kvinde, som forlader mand og barn for hans skyld. Han vil skilles, Marie siger nej, og i otte år bølger kampen imellem dem, men l936 giver Marie efter.
Fire år senere bukker hun under for kræft forladt af alle. Margita var indlagt til afvænning, med Vibeke var der ikke kontakt, og Hugo Alfvén, som hun bønfalder om forsoning, kommer ikke.

Rigt og sobert
Det er skæbnefortællingen, som bærer bogen. Teksten er sober og alle væsentlige begivenheder dokumenteres med citater fra åbenhjertige breve, dagbøger og memoirer. At materialet er så righoldigt er forbavsende i betragtning af, at datteren Vibeke Krøyer, som var den længstlevende og enearving, tilbragte flere dage med at brænde breve efterladt af Marie på Alfvéngården.
Tonni Arnold er Maries advokat. Hun ser Marie som offer for sin egen skønhed, for sit mindreværd som kunstner i forhold til Krøyer, dennes sindssyg og sit eget svage helbred, venners forargelse og den erotiske besættelse af den upålidelige Alfvén. Brevmaterialet og de faktiske begivenheder giver hende ret.

*Tonni Arnold: Balladen om Marie. En biografi om Marie Krøyer. 421 s. ill. 398 kr. Lindhardt og Ringhof